gettyimages 2173732342

Stjernerytter forlader Visma: Jeg forstår ham jo godt

Cyklingsep. 10 , 15:43
Olav Kooij skifter fra Visma - Lease a Bike til Decathlon, og det skaber forståelse men også vemod hos både Jesper Mørkøv og Wout van Aert.
Efter denne sæson forlader Olav Kooij Team Visma - Lease a Bike til fordel for Decathlon AG2R La Mondiale, hvor han får rollen som holdets store sprinterprofil.
Sportsdirektør Jesper Mørkøv, der har arbejdet tæt sammen med den 23-årige hollænder, ærgrer sig over afgangen, men har fuld forståelse for beslutningen.
- Jeg havde da håbet, at Olav havde lyst til at blive. Jeg ville virkelig godt have fortsat med at arbejde med ham, jeg synes, han er en fantastisk sprinter at arbejde med. Men han står ved en skillevej, og jeg forstår ham jo godt. Der er no hard feelings, siger Mørkøv til Feltet.
Årsagen til skiftet hænger blandt andet sammen med, at Kooij endnu ikke har fået chancen i Tour de France.
- Han vil jo gerne være sprinter i Tour de France, og på det her hold lige nu er det sværere at have en Jonas Vingegaard og en klassisk sprinter i Olav Kooij, forklarer Mørkøv videre.
Kooij har dog tidligere kørt Giro d’Italia for holdet, hvor han har opnået tre etapesejre.
Benoot forlader også Visma
Kooijs skifte er ikke den eneste markante afgang hos Visma.
Også Tiesj Benoot forlader holdet for at slutte sig til Decathlon.
Begge ryttere har haft en tæt relation til Wout van Aert, som beklager, at de forlader holdet.
- Selvfølgelig synes jeg, det er ærgerligt. Udover at vi mister to super-stærke ryttere, så havde jeg også et godt personligt forhold til Olav og Tiesj. Jeg havde foretrukket, at de blev, men jeg forstår deres beslutning. Vi kommer helt sikkert til at savne dem, siger Van Aert til mediet Het Laatste Nieuws.
Benoot har de seneste sæsoner været en fast del af klassikerholdet og kørte i år en sjetteplads hjem i Flandern Rundt samt en fjerdeplads i Clásica San Sebastián.
Kooij står allerede noteret for 46 sejre i en alder af blot 23 år.
Decathlons storsatsning
Hos Decathlon AG2R La Mondiale er tilgangen af både Kooij og Benoot en del af en større satsning.
Holdet har fået øget budget og henter målrettet profiler, der kan styrke både i klassikerne og i Grand Tours.
Kooij bliver udset som sprinterstjernen, mens Benoot skal være en central skikkelse i klassikerne.
Ifølge flere medier får Kooij en kontrakt i den høje ende af skalaen, og han anslås til at skulle tjene omkring tre millioner euro årligt, hvilket kan gøre ham til den bedst betalte sprinter i cykelsporten.
Hos Visma forsøger man at imødegå afgangene med nye tilføjelser.
Matthew Brennan er på vej frem som sprinter, mens klassikerholdet styrkes af blandt andre Timo Kielich og Bruno Armirail.
- Forhåbentlig opstår der hurtigt en god kemi mellem rytterne, så vi kan fortsætte med at køre på samme måde, siger Van Aert, men erkender samtidig, at det bliver svært at erstatte de to profiler.
Mest læste

Loading