Det franske cykelhold Arkéa - B&B Hotels står over for en usikker fremtid.
Begge hovedsponsorer har meddelt, at de ikke forlænger deres aftaler, og det efterlader holdet i akut fare for at lukke efter sæsonen.
Det fremgår af en meddelelse fra holdet selv, som nu bekræfter, at hverken Arkéa eller B&B Hotels fortsætter sponsoratet efter udgangen af 2025.
Holdet oplyser samtidig, at jagten på nye partnere er i gang, og at man fortsætter med fuldt fokus på at præstere sportsligt i resten af sæsonen.
- I denne periode, hvor vi leder efter nye partnere, er holdet mere beslutsomt end nogensinde for at præstere i de forskellige løb, som præger denne sæson, særligt for at få Arkea - B&B Hotels-trøjens farver til at skinne, lyder det fra holdets hjemmeside.
Manager: "Vi er på vej mod afgrunden"
Holdets mangeårige manager Emmanuel Hubert har tidligere advaret om situationens alvor.
Allerede i april sagde han til Le Parisien, at fremtiden var usikker, og at manglen på sponsorater kunne føre til holdets lukning.
- Vi skal finde 25 millioner euro et sted. Hvis jeg ikke kan finde partnere, er det slut. Vi er på vej mod afgrunden. Jeg er ked af det, og jeg føler uretfærdighed og frustration, sagde Hubert.
Han understregede, at rytterne er fuldt orienteret om situationen, og at de frit kan forhandle med andre hold, hvis de ønsker det.
I januar udtalte han til L'Équipe, at han senest i april ville kende holdets skæbne, men i juni måned er der stadig ingen afklaring.
Ti år med Arkéa nærmer sig slutningen
Arkéa har været sponsor for holdet i ti år, mens B&B Hotels først kom til i starten af 2024.
Selve mandskabet blev grundlagt i 2005 og har i øjeblikket ryttere som Kevin Vauquelin, Arnaud Demare og Cristian Rodriguez på kontrakt.
Hubert har stået i spidsen for holdet i to årtier og udtrykker stor personlig investering i projektet.
Han kalder situationen både frustrerende og uretfærdig, men fastholder trods alt håbet om at finde nye sponsorer, før sæsonen går på hæld.