Fire minutter og 26 sekunder adskiller
Jonas Vingegaard og
Tadej Pogacar før Tourens sidste bjergetape, men begge hovedpersoner mener fortsat, at løbet ikke er afgjort.
Jonas Vingegaard har endnu ikke formået at tage tid på Tadej Pogacar i løbet af årets Tour de France.
Med blot tre etaper tilbage og en samlet afstand på over fire minutter insisterer danskeren alligevel på, at løbet ikke er tabt.
- Jeg synes, at det så ud til, at vi var ret lige. Han tog et par sekunder til sidst, men Touren er stadig ikke slut, sagde Vingegaard efter torsdagens 18. etape til TV2, hvor han tabte yderligere 11 sekunder til Pogacar.
Pogacar: Touren er ikke slut endnu
Tadej Pogacar, der har ført løbet siden 6. etape, blev efter etapen spurgt, om han deler Vingegaards vurdering.
- Nej, det er ikke slut endnu, og der er stadigvæk tre dage tilbage. Jeg vil prøve mit bedste i morgen, dagen efter og dagen efter igen for at holde mit forspring, lød det fra UAE-kaptajnen.
På torsdagens etape var der flere angreb fra Visma – Lease a Bike, særligt på Col de la Madeleine, men Pogacar sad med Vingegaard hele vejen uden problemer og udbyggede til sidst sit forspring med ni sekunder på den sidste kilometer.
- Vi gjorde det godt som hold. Visma prøvede alt på Madeleine, og jeg var med uden problemer. Col de La Loze var en svær stigning, men jeg havde god støtte fra holdet. Overordnet var det ikke så stressende, og jeg havde gode ben, sagde Pogacar.
Optimismen lever – trods alt
Både Jakob Fuglsang og cykelekspert Emil Vinjebo er enige om, at løbet endnu ikke er afgjort. Fuglsang fremhæver, at intet er sikkert før sidste etape er kørt i Paris og Pogacar og Vingegaard står på podiet.
Vinjebo peger på, at Vingegaard i perioder har vist, at han stadig har niveauet, men han slår samtidig fast, at der ikke er nogle svaghedstegn eller træthedstegn at spore ved Pogacar
Fredagens 19. etape er blevet forkortet til 95 kilometer på grund af et udbrud af sygdom blandt kvæg ved Col des Saisies.
Det er den sidste etape i Alperne, og holdene forventes at forsøge at skabe afgørende forskelle trods den korte distance.