Håndboldherrerne

EM-debutant havde svært ved at finde ord: "Jeg er meget overrasket"

Håndbolddec. 19 , 9:51
Nikolaj Jacobsen har udtaget en landsholdsdebutant til den kommende EM-slutrunde på hjemmebane.
Da landstræner Nikolaj Jacobsen tidligere på ugen ringede til Mads Svane, blev det en samtale den unge playmaker sent vil glemme.
For første gang er den 23-årige Bjerringbro-Silkeborg-spiller udtaget til det danske herrelandshold, og det endda til en stor slutrunde på hjemmebane.
- Det var lidt vildt at få sådan en opringning. Jeg havde lidt svært ved at finde ord, og det har jeg ellers ikke svært ved normalt. Jeg er meget overrasket og glad, siger Mads Svane til TV 2 Sport.
Playmakeren har været blandt de mest produktive spillere i Herreligaen i efteråret.
Han topper BSH's assistliste og har leveret 101 mål og 87 assists. Alligevel har han endnu sin første landskamp til gode og har heller ikke været en del af tidligere samlinger som Golden League.
- Det har været mit helt store mål og min store drøm i rigtig mange år. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet, at det skulle komme lige nu, men jeg er selvfølgelig virkelig glad og stolt over at få mulighed for at spille et EM på hjemmebane, siger han til TV2 Sport.
Stærk trup med mål om guld
Mads Svane er ikke den eneste nye spiller i truppen. Også Frederik Bo Andersen fra HSV Hamburg får mulighed for debut ved et mesterskab.
Landstræneren har valgt at tage tre spillere med på højre fløj for at sikre flere valgmuligheder på positionen. Det sagde han til holdpræsentationen torsdag.
Nikolaj Jacobsen vurderer, at truppen er stærk, selvom profiler som Emil Madsen og Thomas Arnoldsen måtte meldes ude med skader.
Han fremhæver, at Mads Svane har vist stort ansvar og kvalitet i klubben, og at hans rolle på landsholdet bliver at bidrage som styrende playmaker i et hold med flere offensive profiler.
Danmark indleder EM-forberedelserne med testkampe mod Norge og Grækenland den 8. og 10. januar. Slutrunden spilles fra 14. januar til 2. februar med kampe i blandt andet Herning.
Den danske trup til EM 2026
Målvogtere:
  • Emil Nielsen, FC Barcelona
  • Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt
Fløjspillere:
  • Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewitt
  • Magnus Landin, THW Kiel
  • Johan P. Hansen, Skanderborg AGF Håndbold
  • Niclas Kirkeløkke, SG Flensburg-Handewitt
  • Frederik Bo Andersen, HSV Hamburg
Stregspillere:
  • Magnus Saugstrup, SC Magdeburg
  • Lukas Jørgensen, SG Flensburg-Handewitt
  • Simon Hald, Aalborg Håndbold
  • Emil Bergholt, Skjern Håndbold
Bagspillere:
  • Mathias Gidsel, Füchse Berlin
  • Mads Hoxer, Aalborg Håndbold
  • Simon Pytlick, SG Flensburg-Handewitt
  • Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg
  • Lasse Andersson, Füchse Berlin
  • Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt
  • Mads Mensah, Skjern Håndbold
  • Mads Svane, Bjerringbro-Silkeborg
Mest læste

Mest læste

Loading