Tidligere cykelstjerne Barry Hoban død i en alder af 85 år

Barry Hoban er død, 85 år gammel. Den britiske cykellegende, der gennem to årtier satte sit præg på verdens største cykelløb, efterlader sig en arv, der rækker langt ud over statistikker og sejre.

Født i Wakefield i det nordlige England, voksede Hoban op i en tid, hvor britisk cykling endnu ikke havde slået igennem internationalt.

Han startede i den lokale klub Calder Clarion og udviklede sig fra klatrer til én af Europas mest frygtede sprintere.

I 1964 fik han sin professionelle debut for Mercier-BP-Hutchinson, hvor han i de følgende år blev holdkammerat med legenden Raymond Poulidor, og samtidig blev han en del af cykelsportens hårde, franske skole.

Han kæmpede side om side med de bedste og fik sit store gennembrud i Tour de France, hvor han i alt vandt otte etaper mellem 1967 og 1975.

Men det var ikke kun sejrene, der definerede hans karriere. Det var også de historier, der fulgte med.

Som da han i 1967 vandt en Tour-etape dagen efter vennen Tom Simpsons død på Mont Ventoux – en sejr, han fik lov til at tage som en hyldest.

Eller hans heroiske tredjeplads i Paris-Roubaix i 1972, en præstation han selv beskrev som "mit livs bedste løb".

Barry Hoban var en ener, og ifølge Cycling Weekly, der tildelte ham deres Lifetime Achievement Award i 2020, var han blandt de første, der viste, at britiske ryttere kunne begå sig både i klassikerne og på de lange Grand Tours.

I en tid før Cavendish, Thomas og Wiggins åbnede han døren – og blev stående længe nok til at inspirere generationer.

Han kørte hele 11 Tour de France-løb, et britisk rekordantal, indtil Geraint Thomas overgik ham.

Blandt hans mest bemærkelsesværdige sejre var de to etapesejre i Vuelta a España 1964 og ikke mindst triumfen i Gent-Wevelgem 1974, hvor han slog både Eddy Merckx og Roger De Vlaeminck i spurten.

Den sejr blev legendarisk – og fastslog hans status som en klassikerrytter i verdensklasse.

Hans karriere var præget af hårdhed, taktisk snilde og en evne til at levere, når det gjaldt.

Selv i Paris-Roubaix, hvor han punkterede i Arenberg-skoven og måtte jagte feltet i 50 kilometer, gav han aldrig op – og endte på podiet. Det var cykling med sjæl, instinkt og uforfalsket vilje.

Efter sin aktive karriere bosatte Hoban sig i Wales og fortsatte sit engagement i cyklingens verden – blandt andet ved at lægge navn til cykelstel og ved at støtte de lokale klubber.

I 2009 blev han optaget i British Cycling Hall of Fame, og mange af de nutidige britiske stjerner har nævnt ham som en stor inspiration.

Mindeordene er strømmet ind: Fotografen Graham Watson kalder ham “en legende fra cyklingens guldalder”, mens kommentatoren Jez Cox skriver: “Han banede vejen for Cav, G, Wiggins og Froome. En ægte pioner.”

Han efterlader sig hustruen Helen, datteren Daniella og to steddøtre – og et utal af minder i den britiske cykelbevidsthed.

Med sin død forsvinder en af de sidste repræsentanter fra en epoke, hvor cykelsporten var rå, uforudsigelig og dybt menneskelig.

Men mindet om Barry Hoban vil leve videre – hver gang en ung britisk rytter drømmer om at vinde i Frankrig, Belgien eller Spanien.

Hoban var mere end en rytter; han var brobygger mellem to æraer, en teknisk dygtig taktiker og en mand med et stort hjerte for sporten.