jonas vingegaard visma

Visma-træner ser enorm fordel for Jonas Vingegaard

Cyklingapr. 30 , 16:11
Jonas Vingegaards tilstedeværelse i forårssæsonen har været minimal, men ifølge hans træner Tim Heemskerk er det præcis, som det skal være.
Med blot ti løbsdage i benene indtil videre – og ingen planlagte før Critérium du Dauphiné i juni – skulle man tro, at danskeren halter efter sine konkurrenter. Men ifølge Heemskerk kan den strategi vise sig at være en væsentlig fordel, især i forhold til den altafgørende Tour de France.
I et interview med Velo forklarer Heemskerk, at Vingegaard faktisk er længere fremme i sin fysiske forberedelse i år end på samme tidspunkt tidligere sæsoner.
Det på trods af – eller måske netop på grund af – at han har måttet droppe nogle løbsdage.
- Han gik glip af nogle løb, men han har et forspring i både træning og vægt, inden han tager på højdetræning, lyder det.
Atypisk program
Mens mange af Vingegaards rivaler, ikke mindst Tadej Pogačar, har haft et intenst forår med monumenter, klassikere og et massivt løbsprogram, skifter Visma-kaptajnen nu gear og retter fokus mod specifik træning i højderne.
Maj måned tilbringes i Sierra Nevada, hvor den tynde luft og det fokuserede træningsmiljø har vist sig at være en vinderformel tidligere.
- Mange ryttere vil nu holde en pause, men Jonas er tilbage i træning. Med allerede en god træningsuge denne uge og den kommende periode inden vi tager til Sierra, får vi et forspring i forhold til konkurrenterne, fortæller Heemskerk, der ser de kommende uger som afgørende.
Ikke alene på grund af volumen i træningen, men fordi rytteren får ro og rytme til at bygge sin form uden forstyrrelser.
Gentager succesen fra 2022 og 2023
Træningsopholdet i Sierra Nevada bliver efterfulgt af en vigtig generalprøve i Critérium du Dauphiné i juni – en klassisk optakt til Touren. Herefter venter endnu en tur til højderne, denne gang i Tignes, hvor sidste finpudsning skal ske.
Det er en opskrift, Vingegaard og hans hold har benyttet med stor succes i både 2022 og 2023 – begge år endte som bekendt med triumfer i Paris.
For Vingegaard handler det ikke om kvantitet, men om kvalitet. Og med et setup, der nu er blevet finjusteret over flere sæsoner, peger alt på, at han igen vil stå knivskarp ved Tour-starten i Firenze.
Mest læste