mattias skjelmose

VM i fare? Mattias Skjelmose udgår af løb efter styrt

Cyklingsep. 07 , 11:57
Mattias Skjelmose måtte lørdag trække sig fra Maryland Classic i USA efter et styrt. Episoden kommer blot tre uger før VM i Rwanda, hvor han er udset som dansk kaptajn.
Ifølge løbets arrangører var Skjelmose involveret i et styrt på brostensbelægningen i Baltimore.
Han landede hårdt på højre side og havde efterfølgende problemer med at bruge sin højre arm. I første omgang kom han tilbage på cyklen, men kort efter måtte han udgå.
Hans hold Lidl-Trek oplyste på sociale medier:
- Han var involveret i et styrt, og selv om han var i stand til at komme tilbage på cyklen, udgik han, så han kan blive tjekket af vores lægestab.
VM nærmer sig
Skjelmose har siden PostNord Danmark Rundt i august opholdt sig i USA som en del af forberedelserne til VM.
Mesterskabet køres 28. september på en kuperet rute i Rwanda, som vurderes at passe godt til hans styrker.
Landstræner Michael Mørkøv udtog i torsdags et hold, hvor Skjelmose er udpeget som kaptajn.
Foruden Skjelmose består den danske VM-trup af Anders Foldager, Anthon Charmig, Christopher Juul Jensen, Michael Valgren, Asbjørn Hellemose, Mikkel Honoré og Casper Pedersen.
Jonas Vingegaard har valgt at stå over VM for i stedet at fokusere på EM i Frankrig ugen efter.
En sæson præget af styrt
2024 har været præget af flere uheld for Skjelmose.
Han udgik af Tour de France efter et voldsomt styrt, hvor han kolliderede med et vejskilt.
I marts måtte han forlade Paris-Nice efter at have overset en midterhelle, og i april styrtede han i Baskerlandet Rundt under jagten på en etapesejr.
Mellem uheldene har danskeren dog vist sin styrke. I forårets Amstel Gold Race spurtede han sig til en imponerende sejr foran stjerner som Tadej Pogacar og Remco Evenepoel.
Mest læste

Mest læste

Loading