Vuelta a Espana prostest

Vuelta-chef fordømmer demonstranter: "Hårdeste jeg har prøvet"

Cyklingsep. 15 , 22:07
Kaos og protester satte en brat stopper for afslutningen på Vuelta a España, og løbsdirektør Javier Guillén kalder dagen for den hårdeste i løbets historie.
Afslutningen på årets Vuelta a España udviklede sig dramatisk, da demonstranter i Madrid søndag gjorde det umuligt at afvikle den planlagte 21. etape.
I stedet blev etapen annulleret, og sejrsceremonien i målområdet endte i kaos med både bannere og råb fra protestgrupper.
På et pressemøde mandag tog løbsdirektør Javier Guillén skarpt afstand fra hændelserne.
- Jeg vil gerne fordømme, hvad der skete på de sidste kilometer. Få bemærkninger er nødvendige for at beskrive, hvad der skete i går. Billederne taler for sig selv. Hvad, der skete, er uacceptabelt, sagde han ifølge avisen Marca.
UCI under pres
Guillén beskrev dagen som en af de hårdeste i sin tid som direktør og understregede, at Vueltaen som global begivenhed altid vil tiltrække politiske protester.
En stor del af årets demonstrationer har rettet sig mod holdet Israel-Premier Tech, der på flere etaper blev mødt af aktivister med krav om, at holdet skulle udelukkes.
Guillén forklarede, at kun det internationale cykelforbund, UCI, kan beslutte at udelukke hold fra konkurrencer, og at det ikke er sket i dette tilfælde.
- Ingen føderation har udelukket Israel fra deres konkurrencer. Det har EU heller ikke. UCI har udsendt en udtalelse om det og er klar over, hvad der er foregået, sagde han.
Vingegaard snydt for podiefejring
Protesterne betød, at Jonas Vingegaard, der sluttede som vinder af årets Vuelta, ikke fik sin sejr markeret på podiet i Madrid.
I stedet valgte Visma-holdet at fejre triumfen internt på hotellet, hvor også flere andre hold deltog i en privat ceremoni.
Det var en usædvanlig afslutning på et tre uger langt løb, der sportsligt set havde leveret spænding og dramatik, men som endte i politisk uro.
Guillén kaldte det "en trist dag" og understregede, at det ikke ændrer på de sportslige præstationer, men at oplevelsen har sat sit præg på løbets afslutning.
Han tilføjede, at arrangørerne fremover vil drøfte sikkerhedsforanstaltninger, så lignende episoder kan undgås i fremtidige udgaver af Vuelta a España.
Mest læste

Loading