Torstein Træen svarede igen på kritik fra en landsmand på fornemmeste vis, da han torsdag kørte sig i førertrøjen i
Vuelta a España.
Den norske Bahrain-rytter Torstein Træen kunne torsdag iføre sig den røde førertrøje i Vuelta a España efter en stærk præstation på løbets 6. etape.
Det skete blot få dage efter, at landsmanden Johannes Staune-Mittet havde kaldt ham "en taber".
Inden etapen havde Træen talt med Staune-Mittet om muligheden for et norsk klassement.
Her skulle Staune-Mittet have sagt til ham:
- Du er en taber, fordi du er så tæt på det faktiske klassement.
Træen svarede dengang, at han ville vise sit værd, hvis han fik chancen på Andorra-etapen.
Udbruddet gav pote
Da ni ryttere torsdag kørte afsted i et udbrud, var Træen med.
Gruppen fik et forspring på seks minutter, og på den afsluttende stigning kunne kun Jay Vine køre fra ham.
Træen blev dermed nummer to på etapen, men det var nok til at sikre ham førertrøjen.
Efter løbet fortalte han til medierne, at udbruddet havde krævet meget fra starten:
- For at være ærlig var det ret hårdt. Det var allerede en hård kamp at komme i udbruddet. Derefter var det vanskeligt de første 50 kilometer, vil jeg sige, og efter det indså jeg, at der ville være noget positivt ved slutningen af dagen.
Favoritterne tabte over fire minutter, og dermed kunne den 30-årige nordmand overtage løbets førertrøje.
Første gang i karrieren
For Træen er det første gang, han bærer en førertrøje i et WorldTour-løb. Han har blot én professionel sejr i karrieren, men med torsdagens præstation skrev han norsk cykelhistorie.
Forspringet til
Jonas Vingegaard på femtepladsen er nu 2 minutter og 33 sekunder.
Træen erkendte dog, at hans tid i førertrøjen kan blive kortvarig:
- Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde det, måske tager Jonas det allerede tilbage i morgen. Det er en mulighed, sagde han med et grin.
Fredagens 7. etape bliver endnu en hård prøvelse for feltet med mere end 4.000 højdemeter og afslutning på en kategori 1-stigning.