luke littler

Dart-sensationen Luke Littler laver vanvittig bedrift

Dartjul. 29 , 10:22
18-årige Luke Littler leverede en af dartverdenens mest spektakulære præstationer nogensinde, da han ramte den perfekte ni-darter foran et jublende publikum.
Dart-sensationen Luke Littler har skrevet sig ind i historiebøgerne med en præstation, der bliver kaldt en af de mest imponerende nogensinde.
Under semifinalen ved World Matchplay leverede den blot 18-årige englænder en ni-darter, som fik publikum til at eksplodere i jubel.
At komme fra 501 til 0 på kun ni pile er en sjælden bedrift, selv blandt verdens bedste dartspillere.
I semifinalen mod landsmanden Josh Rock var scenen sat for noget helt særligt.
Littler var bagud 6-1 og spillede ifølge ham selv dårligt, men pludselig fandt han sit topniveau frem.
- Det sparkede mig helt sikkert i gang. Jeg ville ikke give det væk, for jeg spillede forfærdeligt, sagde Luke Littler ifølge BBC.
Perfekt leg i dobbelt drama
Det særlige ved episoden var, at Josh Rock samtidig var i gang med at ramme en ni-darter.
Han havde sat sine første seks pile perfekt, men Luke Littler kom ham i forkøbet og lukkede legen på sin niende pil.
Da den perfekte afslutning var en realitet, gik publikum amok i Blackpool, mens Sky Sports-kommentatoren Wayne Mardle udbrød:
- Det er det næstbedste leg, du nogensinde kommer til at se i dit liv!
Præstationen har allerede fået mange til at sammenligne øjeblikket med VM-finalen i 2023, hvor Michael Smith lavede en ni-darter, kort efter Michael van Gerwen havde misset chancen for samme bedrift.
Smith gik dengang hele vejen og vandt finalen.
Littler klar til finale
Luke Littler lod sig ikke nøje med den perfekte leg.
Han vendte kampen og vandt semifinalen 17-14 over Josh Rock.
Dermed er han klar til finalen, hvor han møder den erfarne James Wade.
Teenageren har på kort tid udviklet sig til et ikon i dartverdenen.
Han vandt VM som 16-årig og har siden fortsat med at levere på højeste niveau.
Den seneste ni-darter cementerer hans status som en af sportens største talenter.
Mest læste