En professionel CS:GO-spiller er blevet fundet skyldig i at have snydt og bedraget sin tidligere organisation.
CS:GO-spiller
Azbayar 'Senzu' Munkhbold er blevet fundet skyldig i at have svindlet sin tidligere organisation, Team NKT. Hans handlinger gik udover både spillere og ledelse i starten af året.
Det er organisationen selv, der har delt nyheden om hans bedrageri. Det gjorde de med et opslag på det sociale medie Twitter i denne uge.
Team NKT skriver i en pressemeddelelse, at den 16-årige spiller har 'tilstået sine handlinger'. På nuværende tidspunkt samarbejder alle de involverede parter for at løse situationen.
Team NKT-spiller BnTeT har også bekræftet, at informationen 'er 100 procent sande'. Det gjorde han med et opslag på Twitter ifølge Dot Esports.
Han tilføjede også, at det bedrageri, der blev begået af Senzu var meget basalt. Det gik ganske enkelt ud på at låne andre Team NKT-medlemmers skins, som han gamblede med. Det endte med, at han mistede dem.
Ifølge Dot Esports valgte den 16-årige Senzu derefter at lyve overfor resten af holdet. Desuden har han aldrig betalt dem tilbage for de skins, som han har mistet.
Team NKT har tilføjet, at Senzu fortsat vil være under kontrakt med dem, men han vil ikke få tilladelse til at spille i turneringer.
Hvis en anden organisation er interesseret i Senzu, kan de kontakte Team NKTs ledelse. De kommer dog næppe til at modtage mange tilbud, før situationen er løst.
Senzu er en professionel CS:GO-spiller, som har været aktiv på scenen siden slutningen af 2020, ifølge Liquipedia.
Siden da har han spillet for adskillige organisationer, herunder The Mongolz, der er det mest kendte hold fra Asien. Han har været på prøve hos Team NKT siden november 2022.