Lamine Yamal

Ærlig 'festdværg': - Ingen viste os manglende respekt

Fodboldjul. 15 , 21:09
Der har været mange rygter om, hvad der foregik til festen. Nu står en af de medvirkende frem og deler sin version af begivenhederne.
Da Lamine Yamal fyldte 18 for et par dage siden, valgte han at markere begivenheden med en ganske privat og eksklusiv fest i Catalonien.
Arrangementet havde mafia-tema og blev besøgt af over 200 gæster, herunder holdkammerater som Gavi og Alejandro Balde samt kendisser som IShowSpeed, Charles Leclerc og influencer Marta Diaz.
Sidstnævnte delte billeder med teksten "Dress code: mafia".
Midt i al den glitter og glamour dukkede der videoer op på sociale medier, som satte gang i en debat.
Kritikken centrerede sig især om tilstedeværelsen af personer med dværgvækst og påstande om, at op til 12 kvinder med bestemte fysiske karaktertræk var blevet hyret som pynt.
Den spanske model Claudia Calvo hævdede, at hun blev tilbudt mellem 75.000 og 150.000 kroner for at deltage ved at holde 24 timer fri og uden at kende detaljerne på forhånd.
Kritik, undersøgelse, og en stemme fra festen
Den spanske forening ADEE, som kæmper for rettighederne for personer med dværgvækst, har reageret med skarp kritik og varslet retlige skridt.
Organisationen vurderer, at begivenheden kan være i strid med lovgivningen, som forbyder brug af mennesker med handicap som underholdning, hvis det opfattes som krænkende.
Bøderne kan ifølge The Daily Mail løbe op i mellem 4,5 og 7,5 millioner kroner.
Men midt i halløjet har en af de optrædende ved festen nu valgt at tale ud.
I et interview med den spanske radiostation RAC1 afviser han kategorisk kritikken:
- Ingen viste os manglende respekt, vi fik lov til at passe vores arbejde i fred. Alt det her postyr skyldes kun, at det var Lamine Yamal, der holdt festen.
“Vi elsker vores job, hvorfor må vi ikke udføre det?”
Den anonyme entertainer underskrev en fortrolighedsaftale inden festen, men han afslørede dog, at opgaven bestod i at danse, dele shots ud og lave tricks.
Efter showet blev de inviteret til at blive og feste med.
Han siger, at problemet ligger hos dem, som forsøger at forhindre folk som ham i at arbejde:
- Vi arbejder som entertainere. Hvorfor må vi ikke det? På grund af vores fysiske udseende?
Han rettede også kritik mod ADEE’s formand, som han mener “føler sig underlegen og prøver at ødelægge det for os andre.”
- Vi ved godt, hvor grænsen går. Vi overskrider den aldrig. Vi er ikke aber i et cirkus, siger han.
Yamal har ikke selv kommenteret sagen offentligt endnu.
Mest læste