En fødselsdagsfest for den unge Barcelona‑profil kan nu få juridiske efterspil, efter en dværgeforening har reageret kraftigt på indholdet af underholdningen.
Lamine Yamal, der i en alder af 18 år allerede har etableret sig som en af de mest omtalte unge spillere i europæisk fodbold, er havnet i en kontroversiel situation.
Den spanske landsholdsspiller, som til daglig spiller for
FC Barcelona, markerede sin fødselsdag med en privat fest, hvor flere kendte personer fra fodboldverdenen ifølge spanske medier deltog.
Festen har dog siden vakt stor debat i Spanien, ikke på grund af gæstelisten, men på grund af en særlig del af underholdningen.
Det er den spanske organisation ADEE, som repræsenterer personer med dværgvækst og andre former for skeletdysplasier, der har reageret kraftigt på arrangementet.
Foreningen meddeler, at den vil tage juridiske skridt mod Yamal, fordi der angiveligt blev hyret personer med dværgvækst som underholdning ved festen.
Organisationen mener, at hændelsen er et brud på både lovgivning og grundlæggende principper om menneskelig værdighed.
Foreningen anklager Yamal for krænkelse
ADEE har offentliggjort en erklæring, hvor foreningen tager afstand fra brugen af personer med dværgvækst som en del af underholdningen ved Lamine Yamals fødselsdagsfest.
Ifølge udmeldingen blev disse personer udelukkende hyret til optræden og reklameformål, hvilket foreningen opfatter som nedværdigende og diskriminerende.
- Under fødselsdagen for den unge fodboldspiller, en markant figur i spansk sport, blev personer med dværgvækst udelukkende hyret til optræden og reklameformål, skriver ADEE.
Foreningen vurderer, at denne praksis er uacceptabel og i strid med både spansk lovgivning og samfundets etiske værdier.
Ifølge den spanske avis Marca fremgår det af loven, at det er forbudt at afholde aktiviteter, hvor personer med handicap bliver brugt med det formål at vække latter eller hån på en måde, der strider mod menneskelig værdighed.
Foreningen oplyser desuden, at den vil benytte både juridiske og sociale midler for at beskytte rettighederne for personer med handicap.
Juridiske tiltag under forberedelse
ADEE planlægger nu at indlede en retssag, som skal markere en grænse for, hvordan personer med handicap fremstilles i underholdningssammenhænge.
Organisationen er medlem af COCEMFE, som er en paraplyorganisation for personer med fysiske og organiske handicap i Spanien, og har tidligere engageret sig i sager med lignende karakter.
Yamal har på nuværende tidspunkt ikke udtalt sig offentligt om sagen, og der er heller ikke kommet meldinger fra hans klub FC Barcelona.
Hverken arrangørerne af festen eller de deltagende gæster har ønsket at kommentere hændelsen over for pressen.
En af personerne med dværgvækst der arbejdede til arrangementet har udtalt sig til spanske Rac1.
- Der var ingen der var respektløse over for os. Vi fik lov til at arbejde i fred og ro. Jeg forstår ikke hvorfor der er så meget drama. Vi er normale mennesker, der gør hvad vi vil på en helt legal måde. Jeg er meget uenig med foreningen (i at sagsøge Lamine Yamal, red.), de forsøger at ydmyge personer med dværgvækst, siger vedkommende inden han fortsætter:
- Vi er ikke aber! Vi danser bare, udleverer drinks, laver magi og underholder!