Norges landstræner blev ramt af en svær situation midt i en vigtig fase af sin karriere. Hvordan ser han tilbage på de seneste uger, og hvad tager han med sig videre?
Ståle Solbakken har gennem sin karriere stået over for store udfordringer, både på og uden for banen. Men intet kunne forberede ham på beskeden, han modtog under en jobtur i London.
Midt i et besøg hos Arsenal, lige efter en samtale med Mikel Arteta, ringede telefonen.
Beskeden var klar: Hvis han ville nå at sige farvel til sin mor, skulle han tage hjem nu.
Den norske landstræner var på en rundrejse for at besøge sine spillere i udlandet, og dagen efter skulle turen gå videre til Manchester for at tale med Erling Haaland og Oscar Bobb.
De planer blev øjeblikkeligt ændret.
Solbakken forlod London og tog direkte hjem til Norge, hvor han nåede frem i tide til at sige et sidste farvel til sin mor, Mona Solbakken, der gik bort i slutningen af februar.
Ifølge TV2 Norge har den seneste tid været en følelsesmæssig rutsjebane for Solbakken, der både har skullet håndtere sin sorg og forberede det norske landshold til en ny VM-kvalifikationsperiode.
"Det har været en blanding af sorg og lettelse. Min mor var sund og rask gennem det meste af sit liv, men til sidst gik det meget hurtigt.
På en måde er det en lettelse, når sygdommen skrider så hurtigt frem, men det er selvfølgelig også en stor sorg," fortæller Solbakken.
Hans mor havde aldrig været den store fodboldfan, men det var netop dét, der gjorde deres forhold specielt.
Mens Solbakken, hans bror og deres far altid har været dybt engagerede i sporten, havde Mona Solbakken en anden tilgang til livet:
"Hun har altid støttet mig, men uden at interessere sig for fodbold. Det tror jeg faktisk har været en stor styrke. Uanset om jeg vandt eller tabte, var jeg altid bare Ståle for hende."
Nu venter en ny landsholdssamling, hvor Solbakken skal forsøge at fokusere på fodbold midt i en følelsesladet periode.
Norge skal i de kommende dage møde Moldova og Israel i et par vigtige kvalifikationskampe, og selv om hans mor måske ikke ville have jublet højlydt over en VM-billet, ved Solbakken, at han ville have haft hendes fulde opbakning.
"For hende var det vigtigste altid, at vi havde det godt som familie. Det var dét, der betød noget – ikke om vi kvalificerede os til VM," siger han med et smil.
Selv om savnet er stort, tager han de gode minder med sig videre – både på og uden for banen.