Han vil købe hele klubben og give Thomas Frank et enormt januarbudget til køb af spillere. Den amerikanske tech-iværksætter og tidligere DJ
Brooklyn Earick har sat sig i spidsen for et konsortium, der har lagt et bud på omkring 39 milliarder kroner for at overtage
Tottenham fra ENIC og familien Lewis.
Af det samlede beløb er cirka 28,5 milliarder kroner afsat til selve købet, mens yderligere 10,4 milliarder kroner er reserveret til spillere og lønninger i de kommende transfervinduer.
Earick er 41 år og har en fortid som DJ i New York og Ibiza og som ingeniør hos NASA, inden han slog igennem med tech-startups inden for blockchain og apps.
Han mener, at Tottenham har fundamentet på plads med et topmoderne stadion og træningsanlæg, men at holdet mangler de sidste investeringer for at være i stand til at kæmpe med om titler.
Større planer end bare ejerskiftet
Ifølge The Sun har Earick og hans partnere også en stadionaftale på vej, der kan indbringe omkring 2,2 milliarder kroner for navnerettighederne.
Dette punkt har tidligere formand Daniel Levy ikke formået at løse siden åbningen af arenaen i 2019.
Konsortiet kalder planen for
Tottenham 3.0, og den går ud på at gøre holdet til reel udfordrer til
Premier League-titlen.
En kilde tæt på forhandlingerne siger, at gruppen ser klubben som klar til at tage næste skridt:
- Spurs har et stadion og et træningsanlæg i verdensklasse. Med den investering, der ligger på bordet, kan det blive det sidste, der mangler for at vinde trofæer.
Der har allerede været samtaler med klubbens ledelse i flere måneder, men først efter Levys exit er dialogen for alvor accelereret.
Buddet overstiger Forbes’ vurdering af klubben med godt 27 procent, og ambitionen er at få aftalen godkendt af Premier League inden december, så Thomas Frank kan få en masse midler at bruge i januar.
Fra DJ-pult til milliardbud i Premier League
Brooklyn Earick har beskrevet i interview, hvordan han lagde musikkarrieren bag sig efter et årti på klubscener i USA, Caribien og Europa:
- Jeg var taknemmelig for at leve af musikken så længe, men til sidst var jeg udbrændt. Jeg flyttede til San Francisco og startede hos NASA. Det var dér, jeg fik øjnene op for programmeringens muligheder.
Han har siden opbygget et netværk af investorer fra både NFL og NBA, som nu bakker ham op i forsøget på at føre Tottenham tilbage til engelsk fodbolds top.
Hvis buddet accepteres, bliver det det største opkøb af en fodboldklub nogensinde og overgår det 36,8 milliarder kroner dyre Chelsea-opkøb i 2022.
For Tottenhams fans kan det betyde et markant skifte i klubbens ambitionsniveau.