Brian Riemer åbner om fodboldens pris.
Den danske landstræner Brian Riemer har dedikeret hele sit voksne liv til fodbolden.
Det har ført ham til toppen af dansk fodbold, men i et interview med magasinet Euroman reflekterer han nu over, hvordan karrieren har påvirket hans privatliv.
Riemer er i dag er 46 år, og fortæller, at hans store fokus på fodbold tidligt i livet kostede ham et forhold til sin ungdomskæreste.
Han beretter om ungdomskæresten Marie, som i begyndelsen af 2000’erne forlod ham, fordi han aldrig havde tid til at ses.
Ifølge Riemer var der ikke tale om et dramatisk brud, men snarere en naturlig konsekvens af hans engagement i sporten.
"Gift med fodbolden"
I interviewet fortæller Riemer, at han har haft andre forhold siden, men at ingen af dem har varet ved.
Han beskriver sig selv som "gift med fodbolden" og erkender, at det valg også har haft en pris.
- Jeg kan godt mærke, at der på den lange bane kommer en dag, hvor jeg bliver ældre, og ens forældre er væk. Det her med, at jeg ikke har skabt mit eget, kan godt gøre lidt ondt på mig, når jeg tænker over det.
- Men var jeg gået den vej med Marie dengang, havde jeg heller ikke været her i dag, siger Brian Riemer til Euroman.
I dag har landstræneren to hunde, som han omtaler som en vigtig del af sit liv. Han lægger dog ikke skjul på, at han i perioder har tænkt over, om det kunne have været anderledes.
Fra assistent til landstræner
Brian Riemer begyndte sin karriere som ungdomstræner, før han blev assistenttræner i FC København. Senere fortsatte han til den engelske klub Brentford, hvor han arbejdede sammen med Thomas Frank.
Først i 2022 fik han chancen som cheftræner, da han skrev kontrakt med Anderlecht i Belgien.
To år senere blev han udpeget som dansk landstræner, og siden har arbejdet fyldt stort set alt i hans hverdag.
Næste opgave for Brian Riemer bliver Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Skotland. Den kamp spilles 5. september.