Brøndby IF Women skriver historie, når holdet i denne weekend løber på banen i en ny, eksklusiv hjemmebanetrøje.
Når A-Ligaen sparkes i gang denne weekend, markerer det ikke blot starten på en ny sæson for Brøndby IF Women, men også et nyt kapitel i klubbens historie.
For første gang i klubbens historie spiller kvinderne i en hjemmebanetrøje, der er designet eksklusivt til dem.
Den nye trøje er resultatet af et tæt samarbejde mellem Brøndby IF Women og trøjeleverandøren hummel.
Målet har været at skabe mere end bare en spillertrøje. Den skal afspejle holdets egen identitet og samtidig ære klubbens traditioner.
Derfor er det klassiske Brøndby IF-logo broderet direkte på brystet som en tydelig hyldest til klubbens historie.
- Vi forsøger at skabe et endnu stærkere fundament og en endnu stærkere identitet for klubbens bedste kvindespillere, og derfor er vi sammen med hummel glade og stolte over, at Brøndby Womens nu har sin helt egen hjemmebanetrøje, siger Thomas Skov, Director of Marketing i Brøndby IF.
Lokale rødder og visuel fortælling
Trøjens lancering ledsages af en kampagne, der trækker tydelige tråde til Vestegnen og Brøndby IFs stærke tilhørsforhold til lokalområdet.
Med Brøndbyøster Station og højhusene i Brøndby Strand som baggrund ønsker klubben at vise, hvordan værdier som arbejdsomhed, stolthed og fællesskab også lever i kvindefodbolden.
- Vi har ønsket at skabe en kampagne, der ikke bare lancerer en trøje, men fortæller vores historie og hylder det lokalmiljø og den engagerede fodboldkultur, der er dybt forankret i Brøndby, siger Caroline Maria Lundblad, Brand & Partnership Manager i Brøndby IF Women.
Samarbejdet med hummel er en naturlig forlængelse af et mangeårigt partnerskab, der strækker sig over både herre- og kvindesiden i klubben.
Hummel er desuden en markant aktør i udviklingen af kvindefodbolden både nationalt og internationalt.
Trøjedebut og ny tv-aftale
Den nye trøje får sin officielle debut lørdag den 9. august klokken 16.00 på 1964 Park, når Brøndby IF Women tager hul på sæsonen i A-Ligaen.
Kampen markerer samtidig begyndelsen på en ny æra for kvindefodbolden i Danmark.
Fra og med sæsonen 2025/2026 vil A-Ligaen blive transmitteret på TV 2 og TV 2 Sport, hvilket ventes at løfte eksponeringen og interessen omkring kvindernes bedste fodboldrække betragteligt.