Christian Eriksen

Bryder Christian Eriksen sit løfte? Modtaget tilbud fra brasiliansk klub

Fodboldaug. 20 , 19:45
Den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen er fortsat uden klub, men kan han være på vej til Brasilien?
I flere måneder har Christian Eriksen stået uden kontrakt, og usikkerheden om hans næste karriereskridt vokser dag for dag.
Nu melder det brasilianske medie Sportbuzz, at midtbanespilleren er blevet tilbudt til den brasilianske topklub Gremio.
Ifølge mediet spiller tilstedeværelsen af Martin Braithwaite, som i øjeblikket er angriber i Gremio, en rolle i forsøget på at lokke Eriksen til Sydamerika.
For et par uger siden blev Braithwaite spurgt til muligheden for at se sin landsholdskollega i klubben. Her svarede han kortfattet:
- Jeg ved det ikke, jeg har ikke talt med ham, vi må se, hvad der sker, sagde han ifølge Sportbuzz.
Afvist eksotisk eventyr
De brasilianske rygter kommer dog i kontrast til de udtalelser, Eriksen selv er kommet med tidligere på sommeren.
På et pressemøde i landsholdslejren i Helsingør slog han fast, at hverken en retur til Danmark eller en rejse langt væk fra Europa er aktuelt.
- Nej, ikke endnu. Det er for tidligt, sagde han om en eventuel hjemkomst til en dansk klub.
Samtidig understregede han, at han og familien ikke overvejer eksotiske destinationer.
- Så langt rejser vi ikke. Vi vil blive i Europa, lød det fra Eriksen, som sammen med sin kæreste Sabrina Kvist har to børn.
Dermed synes hverken Brasilien, USA, Saudi-Arabien eller andre oversøiske ligaer at være en del af midtbanespillerens planer.
Fremtiden stadig uafklaret
Eriksen har forklaret, at han endnu ikke har gjort sig mange tanker om, hvor han fortsætter karrieren, efter kontrakten med Manchester United udløb.
- Jeg har ikke tænkt så meget over det. Det er samme princip som sidste gang. Kontrakten udløber til sommer, så i mit hoved er jeg forberedt på at skulle finde noget nyt. Og det har jeg det egentlig fint med, sagde han i Helsingør.
- Men hvad det bliver, det har jeg ikke besluttet endnu. Jeg har ikke noget, jeg SKAL, fortsatte han.
Foreløbig har hverken Christian Eriksen selv eller hans agent Martin Schoots kommenteret de brasilianske spekulationer.
Samtidig nærmer landsholdets næste samling sig, hvor Brian Riemer på mandag udtager sin trup til de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Skotland og Grækenland.
Mest læste

Loading