Rygtemøllen har været i fulde omdrejninger, men den seneste spekulation holder ikke vand.
Christian Eriksen står foran et afgørende karrierevalg, når hans kontrakt med
Manchester United udløber den 30. juni.
Den 33-årige midtbanespiller har endnu ikke skrevet under med en ny klub, og mens rygterne svirrer, har han nu selv været ude at afvise en konkret mulighed.
Spekulationerne tog nemlig fart, da Danske Spil i sidste uge åbnede for væddemål på Eriksens næste klub.
Her blev OB overraskende placeret som favorit, og det er da også en klub, der har en særlig plads i Eriksens fodboldhjerte.
Det var nemlig i OB’s ungdomsafdeling, han slog sine folder, inden turen gik videre til Ajax og siden nogle af Europas største klubber.
Afviser rygterne
Christian Eriksen har dog ingen planer om at vende hjem til Odense foreløbig. Rygterne nåede ham via bekendte, og han undrede sig over, hvordan OB pludselig skulle være en realistisk kandidat.
Eriksens agent Martin Schoots var hurtigt var ude at afkræfte påstanden, hvilket nu bakkes op af Eriksen selv.
For selv om han tidligere har talt om en eventuel afslutning på karrieren i Danmark, er timingen ikke den rette for hverken ham selv eller for familien:
– Jeg fik det tilsendt fra nogle, der spurgte, om jeg skal tilbage til OB. Min agent har også været ude at sige, at det skal jeg ikke. Det er fodboldens rygtemølle. Jeg håber ikke, der er nogen, der har sat penge på det, for så kommer de til at tabe.
Vil væk fra England
Christian Eriksen har haft en lang og markant karriere i
Premier League, først hos Tottenham og senere Brentford og Manchester United. Men nu søger han nye græsgange, helst uden for Englands grænser.
– Jeg vil helst væk fra Premier League. Jeg føler, jeg har taget min tørn i Premier League, så jeg søger uden for de engelske grænser, forklarer Eriksen.
Det er ikke første gang, han forsøger sig med et klubskifte væk fra England. Da han i 2020 skiftede til Inter fra Tottenham, var det med ønsket om at prøve noget andet.
Og selv om han efter sit dramatiske hjertestop ved EM 2021 gjorde comeback i Premier League, understreger han overfor TV2, at hans fokus er rettet mod nye oplevelser, men altså ikke i
Superligaen.
Eriksen har ikke truffet sin endelige beslutning. Med to landskampe mod Nordirland og Litauen om hjørnet og en sommerferie i sigte har han endnu tid til at overveje sit næste skridt, og der kan sagtens være tilbud fra interesserede klubber, som offentligheden ikke kender til.