Den norske fodboldstjerne Erling Braut Haaland er nu den bedst betalte spiller i Premier League. I 2024 forventes Haaland at tjene 421 millioner kroner, hvoraf 323 millioner kommer fra hans løn i Manchester City, mens de sidste 98 millioner stammer fra sponsorater og andre aktiviteter uden for banen.
Denne indtjening placerer Haaland som nummer seks på Forbes’ liste over de bedst betalte fodboldspillere globalt, skriver norske Finansavisen.
Blandt de rigeste i Norge
Siden sit skifte til Manchester City er den tidligere Molde-, Red Bull Salzburg- og Dortmundspllers popularitet og værdi kun steget, og han har allerede opbygget en formue på 2,3 milliarder kroner, hvilket sikrer ham en plads på listen over Norges 400 rigeste personer som nummer 191.
Forbes vurderer, at Haalands indtægt i år er steget med 14 millioner kroner i forhold til sidste år, hvor han også indtog sjettepladsen.
Småpenge i forhold til de helt store
Skønt Haalands indtjening så afgjort skæpper godt i kassen, står den dog stadig i skarp kontrast til de allerstørste topstjerner. Cristiano Ronaldo topper Forbes-listen med en forventet indtjening på 2 milliarder kroner i 2024, hvoraf størstedelen kommer fra hans kontrakt med den saudiarabiske klub Al Nassr, som han skiftede til fra Manchester United.
Den mangeårige Barcelonastjerne Lionel Messi ligger på andenpladsen med en samlet indkomst på omkring 948 millioner kroner, hvoraf 421 millioner kommer fra hans arbejdsplads i den amerikanske fodboldklub Inter Miami, mens resten kommer fra sponsorater. Neymar og Karim Benzema, der, ligesom Ronaldo, spiller for klubber i den bedste liga i Saudiarabien med store kontrakter til følge indtager tredje- og fjerdepladsen.
Real Madrids Kylian Mbappé er den bedst betalte europæiske spiller med en indtjening på 90 millioner dollars, men Haalands indtægter vokser fortsat, både på og uden for banen. Hans fremtidige kontrakter og sponsorater forventes at øge hans indtjening yderligere i de kommende år.