Når
FC København tirsdag aften møder Malmö FF i returopgøret i Champions League-kvalifikationen, bliver det uden
Viaplay som platform.
I stedet har FCK valgt at sende kampen eksklusivt på klubbens egen streamingkanal, FCK TV.
Viaplay viste det første opgør i Sverige tidligere på ugen og ønskede også at vise returkampen. Den mulighed har de dog ikke fået.
Ifølge Kim Mikkelsen, som har ansvar for sportsrettigheder hos Viaplay, var det ikke muligt at indlede egentlige forhandlinger.
- Vi kan konstatere, at FC København ikke ønsker at sælge kampen til os, siger Kim Mikkelsen til Bold.dk.
Han forklarer videre, at Viaplay havde foreslået en løsning, hvor både FCK TV og Viaplay kunne vise kampen og flere således havde mulighed for at se kampen, men det blev afslået.
For sent ude
Hos FC København peger kommunikationschef Maria Krüger Torp på, at timingen har spillet en afgørende rolle i afslaget.
Hun oplyser, at Viaplay først henvendte sig dagen efter den første kamp i Sverige.
- Viaplay henvendte sig først til os i går, dagen efter den første kamp, og det er alt for sent i forløbet. Vi har for længst foretaget de væsentlige investeringer, der ligger i at producere kampen, og derfor var muligheden der ikke denne gang, siger hun til Bold.dk.
Hun tilføjer, at der kunne have været en anden udgang, hvis Viaplay havde vist interesse tidligere.
I første opgør havde Malmö rettighederne og valgte at sende kampen på egen kanal samt sælge signalet videre til Viaplay, hvor omkring 125.000 fulgte med.
Viaplay sender eventuelt playoff
Skulle FC København kvalificere sig til den afgørende playoff-runde, vil Viaplay dog komme i spil som rettighedshaver.
UEFA har på forhånd solgt rettighederne til playoff-kampene til de selskaber, der allerede har sikret sig Champions League-rettigheder.
Det betyder, at Viaplay vil sende både ude- og hjemmekampen i playoff-runden, hvis FCK avancerer.
Her vil modstanderen være FC Basel, med første kamp den 20. august på udebane og returkamp den 27. august i Parken, såfremt FCK slår Malmö.