Dominik Kotarski

FCK-keeper er den ringeste i Superligaen

Fodboldnov. 07 , 10:26
Det startede lovende for FCK-keeperen, men noget ændrede sig pludseligt i løbet af efteråret.
Da FC København hentede Dominik Kotarski for omkring 37,5 millioner kroner fra PAOK, lignede det et sikkert valg som sidste skanse.
Den kroatiske målmand startede da også stærkt stærkt, var med til at sikre klubben en plads i Champions League og fik høje vurderinger på statistiksiden FotMob.
I kampene frem mod den første landsholdspause lå hans gennemsnit på 7,27, hvilket er gode tal for en solid og selvsikker keeper.
Men efter september faldt niveauet markant.
I 3-3-opgøret mod Silkeborg gik det galt, da Kotarski tabte overblikket og forærede modstanderen en reducering.
Siden da er fejlene blevet flere og redningerne færre.
Hans gennemsnitsvurdering de seneste 13 kampe ligger på 6,14, og i Champions League har han fået så lave bedømmelser som 3,5 og 3,8 mod Dortmund og Tottenham.
Ifølge Ekstra Bladet har især kampen mod Tottenham understreget krisen, da to store fejl bidrog direkte til nederlaget på 0-4.
Statistikkerne taler imod ham
Kotarskis redningsprocent i Superligaen er nu nede på 61,5 procent, hvilket er den laveste blandt ligaens førstemålmænd.
Til sammenligning topper FC Midtjyllands Elias Olafsson med 77,8 procent.
I Champions League er det endnu værre. Efter fire kampe ligger kroaten på 45,5 procent, næstlavest i turneringen, hvor de bedste keepere ligger på 80 procent eller mere.
Statistikkerne viser også, at Kotarski lukker flere mål ind, end han burde.
I både Superligaen og Champions League har han tilladt næsten otte mål mere, end data for skudkvalitet tilsiger.
I Superligaen er han dermed den dårligste på dette parameter, og den tidligere Brøndby- og FCK-keeper Stephan Andersen undrer sig over kroatens beslutninger:
- Det overrasker mig, at Kotarski laver de fejl, han gør. I en svær periode skal man spille simpelt, ikke tage unødige chancer.
Et råd til genoprejsning
FCK-træner Jacob Neestrup har forsvaret sin målmand med, at bolden ramte en knold ved et af målene mod Tottenham, men tallene og fejlene er svære at ignorere.
Stephan Andersen peger på, at presset som FCK-målmand er enormt:
- Det kræver noget at stå i FCK. Du får kun to-tre situationer i løbet af en kamp, og dem skal du tage.
Han mener dog, at klubben bør fokusere på Kotarskis individuelle fejl frem for statistikkerne. Det handler om at genvinde selvtilliden og skære det overflødige væk:
- Mit råd til ham ville være at lægge den dårlige tid bag sig. Spil simpelt, og lad være med at tage dumme chancer.
FCK's næste kamp er på søndag i Vejle.
Mest læste

Loading