Et utraditionelt forsøg i engelsk fodbold skal hjælpe mennesker ud af mørket.
I den engelske by Gloucestershire forsøger man sig nu med et nyt redskab i kampen mod depression.
I stedet for at udskrive medicin får patienter mulighed for at hente billetter til Forest Green Rovers’ hjemmekampe i Englands femtebedste række.
Projektet hedder Football on Prescription og skal teste, om fodbold kan styrke folks mentale sundhed gennem fællesskab og oplevelser.
Forsøget er skabt i samarbejde med 12 lokale klinikker, og tanken er, at et stadionbesøg kan give noget, pillerne ikke kan.
Man kommer ud, møder andre og får en følelse af at høre til.
Parlamentsmedlemmet Simon Opher har været med til at udvikle initiativet, og han siger til klubbens hjemmeside, at fysisk aktivitet og fællesskab ofte virker bedre end isolering og medicin.
Han kalder det ifølge DR Sporten en “social recept”, hvor fodbold fungerer som behandling.
Fællesskab som kur
En af de mest ivrige støtter er klubbens ejer, Dale Vince.
Han ser projektet som en måde at nå dem, der ellers ikke søger hjælp.
Ifølge Vince er selvmord stadig den mest udbredte dødsårsag blandt britiske mænd under 50, og ensomhed er ofte en central faktor:
- Hvis en lørdag eftermiddag til en fodboldkamp kan hjælpe til, at nogen føler sig mindre alene, er det et vigtigt første skridt.
Professor i samfundsvidenskab Bent Greve bakker op om tanken. Han peger på, at sociale relationer er afgørende for trivsel:
- Jeg går selv til landskampe. Det giver en særlig stemning at være sammen med andre, der glæder sig over, at det går deres hold godt.
Han understreger dog, at man skal sikre, at deltagerne ikke føler sig alene midt i mængden:
- Effekten bliver størst, hvis man sørger for, at folk oplever fællesskab. Det er det, der gør mennesker gladere.
Et menneskeligt projekt
Forest Green Rovers har i forvejen ry for at tænke anderledes.
Klubben er kendt som verdens første veganske fodboldklub og arbejder mod et bæredygtigt stadion af træ.
Nu har man ansat den tidligere Premier League-spiller Robbie Savage som træner, og for ham er projektet personligt.
Savage har tidligere fortalt åbent om sine egne problemer med mental sundhed.
- Det her handler ikke bare om at se fodbold. Det handler om at komme ud, møde mennesker og finde glæden igen, siger han til BBC.
Den 55-årige Sally, som deltager i projektet, fortæller til samme medie, at initiativet har ændret hendes hverdag:
- Det er den bedste medicin, jeg nogensinde har taget, siger hun.
Forest Green Rovers ligger i øjeblikket nummer fem i National League og kæmper for oprykning.