Med støtte fra en gigant får en klub i den næstbedste række nu chancen for at drømme større end nogensinde før.
Paris FC, som topper den næstbedste franske liga, Ligue 2, står foran en skelsættende ændring. Frankrigs rigeste familie, Arnault-familien, vil overtage ejerskabet af klubben med en aktiemajoritet.
Klubpræsident Pierre Ferracci bekræftede på et pressemøde, at en generalforsamling den 29. november skal udpege en ny bestyrelse.
Bernard Arnault og hans familie, som står bag luksuskonglomeratet LVMH, har en samlet formue på cirka 1100 milliarder kroner.
Efter opkøbet vil Arnault-familien eje 52 procent af Paris FC, mens Red Bull, som også bliver en del af ejerskabet, vil eje 11 procent.
Når Ferracci forlader klubben i 2027, vil familiens ejerandel stige til 80 procent, mens Red Bull vil eje 15 procent.
Ikke en del af Red Bulls fodboldnetværk
Trods Red Bulls ejerskab vil Paris FC ifølge Ferracci ikke blive en del af det netværk, der inkluderer klubber som RB Leipzig og FC Red Bull Salzburg.
"Vi bevarer vores egen model og uafhængighed," udtalte han.
Mens Red Bull får en mindre rolle i klubben, vil Arnault-familiens investering være en gamechanger.
Pierre Ferracci fremhævede på pressemødet, at Paris FC kan drage fordel af Arnaults ressourcer til at konkurrere på højere niveau og etablere sig som en markant spiller i fransk fodbold.
Arnaults indflydelse kan også give Paris FC en sjælden mulighed for at udfordre rivalen Paris Saint-Germain (PSG), der har domineret fodbolden i den franske hovedstad i årtier.
Mulig oprykning til Ligue 1
Paris FC er i øjeblikket nummer ét i Ligue 2 med 27 point efter 13 kampe. Klubben kan med oprykning skrive historie ved at bringe to parisiske hold i Ligue 1 for første gang i over 30 år.
PSG fører i øjeblikket Ligue 1 med 29 point efter 11 kampe. Den parisiske storklubhar vundet ligaen hele 12 gange. Til sammenligning har Paris FC endnu ingen større trofæer på deres meritliste.
Arnault-familiens opkøb skaber spænding om, hvorvidt Paris FC kan udfordre PSG's dominans og skrive et nyt kapitel i fransk fodboldhistorie.