En taktisk vurdering eller et signal om en større ændring?
En markant beslutning har sat gang i spekulationerne om fremtiden for en af Citys store profiler.
Manchester Citys 3-1-nederlag til Real Madrid i Champions League har skabt overskrifter af flere årsager.
Én af de mest opsigtsvækkende var fraværet af Kevin De Bruyne, der til manges overraskelse forblev på bænken gennem hele opgøret.
Den belgiske midtbanespiller, der har været en af Citys nøglespillere i årevis, var ellers til rådighed, men Pep Guardiola valgte bevidst ikke at bruge ham.
Efter kampen blev spanieren konfronteret med beslutningen og gjorde det klart, at fravalget ikke skyldtes en skade.
"Det var min beslutning. Intet andet," fastslog han kortfattet.
Den 33-årige midtbanedirigent spillede 84 minutter i den første kamp mod Real Madrid, men i returopgøret vurderede Guardiola, at andre spillere passede bedre til opgaven.
Ifølge The Daily Mail lagde han vægt på, at fravalget ikke var personligt, men baseret på taktiske overvejelser og holdets behov.
"Jeg er utroligt taknemmelig for alt, hvad Kevin har gjort for mig og for klubben. Han er en fantastisk spiller, men jeg vælger mit hold ud fra, hvad jeg mener er bedst," forklarede Guardiola.
Hans ord har kun styrket spekulationerne om, at De Bruynes tid i Manchester City nærmer sig sin afslutning.
De Bruynes kontrakt med Manchester City udløber til sommer, og flere medier spekulerer i, at han ikke vil få en forlængelse.
Siden sin ankomst i 2015 har belgieren spillet 408 kampe, scoret 105 mål og leveret 173 assists.
Han har vundet 16 trofæer med klubben, herunder seks Premier League-titler.
Hans præstationer har gjort ham til en af klubbens største profiler nogensinde, men Guardiolas disposition i Madrid kan have været et vink med en vognstang om, at City forbereder sig på en fremtid uden De Bruyne.
Skulle han forlade klubben, vil det være afslutningen på en æra – men spørgsmålet er, om han allerede har spillet sin sidste store kamp for Manchester City.