Det skulle have været en festlig tid for klubben, men i stedet er der skabt uventet uro.
NEC Nijmegen havde set frem til at præsentere sine nye jubilæumstrøjer i forbindelse med klubbens 125-års jubilæum, men glæden blev kortvarig.
I den forgangne uge brød to personer ind på Goffert Stadion og slap afsted med merchandise til en værdi af 112.000 kroner.
Klubben oplyser på sin hjemmeside, at tyvene gravede sig ind under et hegn for at skaffe adgang og især gik efter jubilæumstrøjerne, som skulle have været sat til salg fra den 26. august.
Direktør Wilco van Schaik udtrykker sin skuffelse over episoden og understreger, at det både handler om tabte indtægter og om de ansatte, der har lagt et stort arbejde i trøjerne:
- Det er et stort slag for dem og meget trist.
Klubben har opfordret fans til at være opmærksomme, hvis de bliver tilbudt nye trøjer eller andet merchandise udenfor de officielle salgskanaler.
En by plaget af mærkelige tyverier
Tyveriet hos fodboldklubben står ikke alene. Byen Nijmegen har på kort tid oplevet flere opsigtsvækkende forbrydelser.
Dutchnews.nl skriver, at en specialbutik med udstoppede dyr tidligere på måneden fik stjålet en udstoppet tiger til en værdi af 260.000 kroner.
Flere personer brød et vindue op midt om natten og transporterede det livagtige dyr væk på en cykelanhænger.
Ejeren Erwin van Zoelen forklarede til den lokale presse, at butikken aldrig tidligere har været udsat for noget lignende.
Den udstoppede tiger er udstyret med mikrochip og kræver særlige papirer for at kunne sælges lovligt.
Derfor mener Van Zoelen, at den i praksis er værdiløs på det sorte marked.
Han har udlovet en dusør på 7.500 kroner for oplysninger, der kan føre til tigerens tilbagekomst.
Spillersalg og appel til offentligheden
NEC har også haft travlt på transfermarkedet.
Ifølge The Daily Mail solgte klubben tidligere på sommeren angriberen Sontje Hansen til Middlesbrough for omkring 26 millioner kroner.
Klubben skriver i øvrigt, at de har brug for hjælp til at opklare indbruddet i stadionbutikken.
De understreger, at tips om de stjålne varer modtages med kyshånd og kan sendes direkte til
[email protected].