FC Barcelona-præsident Joan Laporta har afsløret, at den spanske klub har fået et bud på Andreas Christensen. FC Barcelona er nødt til at sælge ud af deres trup denne sommer, hvis de vil foretage store indkøb. Det er man klar over i andre klubber, og derfor forsøger de at udnytte det.
Blandt andet har der været rygter om, at Frenkie de Jong kan ende med at forlade Barcelona. Han er nemlig en meget eftertragtet spiller, som har været kædet sammen med flere forskellige klubber.
Og faktisk er der allerede blevet afgivet bud på den hollandske midtbanespiller, lyder det fra klubpræsident Joan Laporta.
Den spanske præsident har bekræftet, at de har fået et bud på De Jong. I samme ombæring har han også afsløret, at de har modtaget et bud på andre spillere. En af dem, der også er kommet bud på, er danske Andreas Christensen.
"Sidste år fik vi et bud på 100 millioner euro for De Jong, men vi gjorde det rette i ikke at sælge ham," sagde Joan Laporta til Onze TV3.
"Der er spillere, der repræsenterer vores spillestil, og som er essentielle for holdets fremgang."
"Vi har også modtaget bud på Pedri, Andreas Christensen, Ronald Araujo og Ansu Fati. Men vi synes, at de skal fortsætte i Barcelona, for de skal repræsentere holdets fremtid."
Andreas Christensen har været kædet sammen med klubber i Serie A og Premier League. Der har dog ikke været de store forventninger om et salg.
Flere spanske medier har rapporteret, at AC bliver betragtet som en af klubbens 'urørlige' spillere. Desuden har han også selv bekræftet, at han ønsker at blive i Barcelona.