jurgen klopp

Jürgen Klopp åbner op om Liverpool-dødsfald: "Kunne ikke tro det"

Fodboldokt. 21 , 20:36
Jürgen Klopp taler åbent om sorgen efter Diogo Jotas død og beskriver, hvordan ulykken har påvirket ham dybt personligt.
Den tidligere Liverpool-manager Jürgen Klopp har for første gang sat ord på det chok og den sorg, han oplevede, da Diogo Jota og dennes bror, André Silva, mistede livet i en trafikulykke den 3. juli 2025.
Den portugisiske angriber blev kun 28 år og havde i knap fire år været en del af Klopps trup i Liverpool.
I podcasten 'The Diary of a CEO' fortæller Klopp, hvordan tabet føltes som at miste en nær pårørende.
- Det er præcis som et familiemedlem. Det er et eksempel på de ting, du er nødt til at håndtere uden overhovedet at vide det på forhånd. Du kan ikke være forberedt. Du er nødt til at håndtere ting, du ikke havde forventet, sagde Klopp i podcasten.
En morgen, der ændrede alt
Klopp beskriver øjeblikket, hvor han modtog beskeden om Jotas død, som en situation, der vil følge ham resten af livet.
- Jeg fik en besked om morgenen om, at det var dårlige nyheder fra en ven i Liverpool, og jeg kunne ikke tro det. Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg hørte det og vidste, hvad det betød, siger han.
Diogo Jota var kort forinden blevet gift, og Klopp havde set billederne fra brylluppet.
Det gjorde beskeden endnu sværere at håndtere.
- Jeg ved præcis, hvor jeg var, og hvor længe jeg sad der uden at sige et ord, tilføjer han.
Tæt på spillerne
Jürgen Klopp har tidligere talt om sine tætte relationer til spillerne i Liverpool, og forholdet til Jota var ingen undtagelse.
Den tidligere manager understreger, at Jota havde et nært forhold til flere i truppen, blandt andre James Milner og Kostas Tsimikas.
- Jeg kan ikke forestille mig omklædningsrummet lige nu, uden at han er der. Han var så tæt med James Milner og meget tæt med Kostas Tsimikas. At håndtere det på et personligt plan.. Umuligt, lyder det fra Klopp.
En mindeværdig karriere i Liverpool
Diogo Jota kom til Liverpool i 2020 og nåede at spille 182 kampe og score 65 mål.
Under Klopps ledelse var han med til at vinde både FA Cuppen og Carabao Cuppen, og i 2022 var han med i Champions League-finalen.
Siden sin afsked med Liverpool i sommeren 2025 har Klopp påtaget sig nye roller i fodboldverdenen.
Han blev i denne weekend præsenteret som medlem af en ekspertgruppe under Deutsche Fußball Liga, hvor han skal bidrage til udviklingen af tysk fodbold.
Derudover er han fortsat tilknyttet Red Bull som Head of Global Soccer.
Mest læste

Loading