Kristoffer Olsson fortæller, at han selv valgte at forlade
FC Midtjylland, fordi han ikke måtte træne med førsteholdet – og kritiserer klubben for at fremstille det anderledes.
Kristoffer Olsson er skuffet over måden, hans ophold i FC Midtjylland sluttede på.
Ifølge den svenske midtbanespiller var det hans egen beslutning at forlade klubben, efter han følte sig holdt udenfor A-truppen.
I den svenske podcast "Fotboll är Fotboll" fortæller Kristoffer Olsson, at han selv tog initiativ til at forlade FC Midtjylland, fordi han ikke fik mulighed for at kæmpe sig tilbage efter sin sygdom.
Da FC Midtjylland tidligere på året offentliggjorde, at Kristoffer Olsson havde fået ophævet sin kontrakt, blev det udlagt som en gensidig aftale.
Det blev blandt andet sagt af sportschef Kristian Bach Bak i et interview med Viaplay.
Men i podcasten fortæller Olsson, at det ikke stemmer overens med hans oplevelse.
- De har jo sagt, at det her var en fælles beslutning. At vi skulle videre nu. Sådan var det ikke. Det var mig, der sagde, at jeg ikke ville være her, hvis jeg ikke må træne med A-holdet, siger han.
Ingen spilletid og ingen forklaring
Efter at være vendt tilbage fra sit alvorlige sygdomsforløb, hvor han blev ramt af flere blodpropper, håbede Olsson på en chance for at spille sig tilbage.
Men i januartræningskampene blev han henvist til U19-holdet.
- Da vi havde træningskampe i januar, fik jeg ingen minutter. Der spillede jeg træningskampe for U19-holdet. De gav det ikke en chance, fortæller han.
Olsson beskriver situationen som uigennemsigtig og mener, at klubben forsøgte at fremstille situationen pænere udadtil.
- Jeg bryder mig ikke om det her ’fake’. Jeg forstår godt, at de gør det, for det ser bedst ud sådan. Det var ikke noget, vi var enige om, siger han.
Taknemmelig for støtten under sygdom
Trods skuffelsen understreger Kristoffer Olsson, at han er taknemmelig for den støtte, han fik fra FC Midtjylland i forbindelse med sin sygdom.
Klubben har i en udtalelse til Bold meddelt, at de ikke har yderligere kommentarer til forløbet og samtidig ønsker Olsson alt det bedste fremover.
Kristoffer Olsson nåede 124 kampe for FC Midtjylland i to omgange.
Efter bruddet med den danske klub skiftede han til sin barndomsklub IK Sleipner, som spiller i den svenske fjerdebedste række.