Det kunne have været en anledning til skuffelse og klager, men i stedet valgte han en mere afbalanceret måde at reagere på.
Mandag aften i Paris blev
Lamine Yamal hædret for sit usædvanlige talent, da den blot 18-årige
FC Barcelona-profil blev den første nogensinde til at vinde Kopa-trofæet to år i træk.
En præstation, der understreger hans status som en af de mest lovende spillere i europæisk fodbold.
Dog var det ikke den store guldglobus, han fik med hjem, da Ballon d’Or gik til
Ousmane Dembélé fra Paris Saint-Germain.
I den største uddaling måtte Yamal nøjes med andenpladsen, selv om mange havde håbet på en overraskelse.
Hans far, Mounir Nasraoui, havde svært ved at skjule sin frustration over resultatet.
Først nikkede han til pressen og sagde kortfattet: - Næste år er vores.
Senere samme aften lød der imidlertid nogle langt skarpere toner:
- Jeg synes, det er det største... jeg vil ikke sige tyveri, men moralske skade på et menneske. Jeg mener, at Lamine Yamal er den bedste spiller i verden med stor, stor afstand. Ikke fordi han er min søn, men udelukkende fordi han er den bedste spiller i verden.
Ydmyghed er vejen frem
Kontrasten til sønnens udmelding kunne næsten ikke være større, for senere skrev Lamine Yamal et indlæg på Instagram, hvor han takkede for Kopa-trofæet og lykønskede vinderen:
- Guds plan er perfekt. Du skal klatre op for at nå toppen. Jeg er glad for at vinde mit andet Kopa-trofæ. Jeg vil lykønske Ousmane Dembélé med prisen og den flotte sæson.
På trods af Yamals mere ydmyge tilgang bliver der ifølge Sí.com dog fortsat diskuteret, om Yamals præstationer i den forgangne sæson ikke havde fortjent endnu mere.
Barcelona vandt både La Liga, Copa del Rey og den spanske Supercup, og Yamal bidrog med 18 mål og 21 assists i 55 kampe.
Dembélé stod dog med nogle tungere internationale meritter, da PSG sikrede sig Champions League-trofæet, og franskmanden scorede 35 mål i 53 optrædener.
Yamal var tilbage på træningsbanen tirsdag, hvor han stadig lavede individuelle øvelser efter en mindre skade.
Planen er, at han kan være i spil til weekendens opgør mod Real Sociedad og derefter være helt klar til næste uges Champions League-møde med PSG, hvor han får chancen for at stå ansigt til ansigt med Dembélé.