Landsholdet Herrelandsholdet

Kulturministeren sender kontroversiel opfordring før brag i Parken

Fodboldsep. 16 , 21:38
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt opfordrer danske fans til at tage ukrainske flag med til VM-kvalifikationskampen mod Belarus, men UEFA's regler kan sætte begrænsninger.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opfordrer danske fodboldfans til at tage ukrainske flag med i Parken, når Danmark møder Belarus i VM-kvalifikationen i november.
Ministeren understreger dog, at markeringen ikke må forstyrre selve kampen.
Belarus betragtes af mange som en nær allieret til Rusland, og landets rolle i forhold til krigen i Ukraine har løbende skabt debat om deres deltagelse i international idræt.
Kulturministerens opfordring kommer på baggrund af denne debat, men kan være i konflikt med UEFA's regler.
- Nu kommer Belarus jo på besøg i Parken i forbindelse med landsholdets kampe, og der synes jeg, at man skal tage et ukrainsk flag med. Dog uden at ødelægge fodboldkampen, siger kulturministeren til DR Sporten.
UEFA's regler og DBU's position
Ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) er det strengt forbudt at promovere eller annoncere politiske budskaber eller andre politiske handlinger på eller i nærheden af stadion før, under og efter kampen.
DBU’s direktør, Erik Brøgger Rasmussen, er blevet forholdt ministerens udmelding og har i et skriftligt svar til DR Sporten understreget, at forbundet følger de rammer, UEFA har fastsat.
- DBU har siden den russiske invasion af Ukraine ment, at Belarus bør udelukkes fra international fodbold på linje med Rusland. Hos DBU arbejder vi fortsat for en skrappere kurs over for Belarus, hvilket er samme linje som DIF, skriver han.
Kampen spilles efter de faste rammer
Han tilføjer, at Belarus fortsat deltager i UEFA's officielle turneringer, herunder VM-kvalifikationen, og at kampen i Parken derfor vil blive afviklet i overensstemmelse med de internationale regler.
Han kommenterer dog ikke direkte på, om fans må medbringe ukrainske flag til kampen den 15. november.
Dermed er det stadig uklart, om tilskuere reelt kan følge kulturministerens opfordring uden risiko for, at flagene vil blive betragtet som et politisk budskab i strid med UEFA's regler.
Mest læste

Loading