Lamine Yamal har på rekordtid udviklet sig fra lovende ungdomsspiller til en uundværlig stjerne på FC Barcelonas førstehold.
Kun 17 år gammel har han allerede sat sit præg på både La Liga og Champions League med en modenhed og teknisk elegance, der har imponeret både fans og eksperter.
Nu står han foran sin første store kontrakt, og Yamal og hans agent, Jorge Mendes, har en klar plan.
Kontrakten skal matche hans talent og Yamal vil være den bedst betalte spiller i
FC Barcelona.
Ifølge Cadena Ser er der i øjeblikket intensive forhandlinger mellem agenten Jorge Mendes, sportsdirektør Deco og klubbens præsident
Joan Laporta.
Det centrale punkt er lønnen, som Yamal ønsker skal overstige den nuværende topindkomst i truppen. En rolle der p.t. tilhører Robert Lewandowski med en årsløn på omkring 16 millioner euro, lige omkring 120 millioner kroner.
Da kontraktforlængelsen oprindeligt blev forhandlet i 2023, var planen at underskrive aftalen, når Yamal fylder 18 til juli.
Meget er sket siden den oprindelige aftale blev indgået
Men siden da har den unge kantspiller taget et gigantisk skridt i sin udvikling og er i dag blandt verdens mest omtalte talenter og det ændrer forudsætningerne.
Laporta udtalte sig for nylig om situationen til TV3 Catalunya:
- Nogle gange skal man lide, lød det med et skævt smil, med henvisning til de økonomiske smerter, en sådan aftale kan medføre for en i forvejen økonomisk presset klub.
Men han understregede også, at Yamal er “meget mere moden end sin alder, og lønnen skal flugte med vigtigheden for holdet.”
Med andre ord vil Barcelona tilbyde Lamine Yamal særbehandling, fordi Yamal er en unik spiller.
Det er et markant signal fra klubledelsen, der tydeligt viser, at man ikke kun ser Yamal som et ungdomsprodukt, men som en central bærende kraft for fremtiden.
Barcelona er tilbage blandt Europas topklubber
I en tid, hvor Barca forsøger at genskabe sin status som europæisk magtfaktor, er det afgørende at holde fast i egne juveler, også selvom det koster.
Med udsigt til at blive den bedst betalte spiller i en alder af blot 18 år, tegner Lamine Yamal til at blive et symbol på det “nye Barcelona”.
Et hold bygget op omkring unge, teknisk dygtige spillere, der kan præge klubben i de næste mange år.
For præsident Laporta er der ingen tvivl om, at investeringen er det værd.
- Han kan vinde Ballon d’Or og føre os til titler.