Efter flere ugers usikkerhed er det nu afgjort, at Olympique Lyonnais bevarer sin plads i den bedste franske fodboldrække.
Det franske fodboldforbunds økonomiske kontrolorgan DNCG havde den 24. juni besluttet at rykke klubben ned i Ligue 2 af økonomiske årsager, men denne beslutning blev onsdag omgjort af appelkommissionen.
Det var klubbens nyudnævnte ledelse, Michele Kang og Michael Gerlinger, som onsdag den 9. juli mødte op hos DNCG i Paris for at fremlægge nye økonomiske garantier.
Appelkommissionen blev overbevist om, at klubben har en troværdig plan for at stabilisere økonomien.
I en pressemeddelelse udtrykte
Lyon stor tilfredshed med afgørelsen:
- Lyon takker appelkommissionen for at have anerkendt den nye ledelses ambition om at sikre en seriøs ledelse fremover, skriver klubben.
Økonomisk snor og kraftig opstramning
Selvom Lyon nu undgår en nedrykning, slipper klubben ikke for konsekvenser.
Appelkommissionens beslutning betyder, at både klubbens lønudgifter og transfersummer fremover vil være under skarp kontrol.
Det indebærer, at Lyon ikke frit kan indgå nye spillerkontrakter eller foretage transfers uden godkendelse.
Alle nye kontrakter, uanset om det gælder spillere eller transfers, skal godkendes af
Ligue 1’s administration, som vil vurdere, om de er forenelige med det budget, klubben har fremlagt.
Jean-François Brocard, forsker ved Centre de Droit et d’Économie du Sport i Limoges, forklarer, at DNCG vil sikre, at Lyon ikke overstiger den lønramme, som klubben selv har fastlagt.
- Hvis et nyt kontraktudkast vil medføre et overskridelse af budgettet, kan det blive afvist, siger han.
Spillersalg nødvendigt for at balancere budgettet
Den økonomiske kontrol betyder, at Lyon i praksis må reducere lønudgifterne markant.
Det vil sandsynligvis ske ved at sælge nogle af de bedst betalte spillere og i stedet hente billigere erstatninger.
Dertil kommer begrænsninger på transfersummer.
Det er endnu uklart, om Lyon må bruge penge på spillere, eller om man kun må hente nye spillere, hvis der er en positiv transferbalance.
Brocard påpeger, at det afhænger af de forventede indtægter, klubben har fremlagt.
Selvom klubben nu er sikret deltagelse i Ligue 1 og i næste sæsons Europa League, står den foran en periode med økonomisk genopretning og sportslige begrænsninger.