Manchester City-træner Pep Guardiola er 'glad' for, at en høring om de 115 anklager mod klubben snart begynder. En uafhængig disciplinærkommission skal høre sagen mod Manchester City om de mange påståede brud på Premier Leagues finansielle regler. En række af disse regelbrud kan spores helt tilbage til 2009.
BBC Sport skriver, at høringen vil starte i september med en mulig afgørelse i begyndelsen af næste år, hvilket først blev rapporteret af The Times.
Den engelske storklub har nægtet alle anklager og siger, at de er støttet af 'en uigendrivelig mængde beviser'. Med andre ord, så føler de sig overbevist om, at den kontroversielle sag ikke kommer til at have konsekvenser for dem.
"Jeg er glad for, at det starter snart og forhåbentlig slutter snart til gavn for os alle," sagde Guardiola.
"Specielt for klubben, men også for alle de andre Premier League-klubber og for alle mennesker, der venter på dommen."
"Jeg håber inderligt, at vi kommer til retssagen og det uafhængige panel - og jeg siger det igen, uafhængige panel - og så hurtigt som muligt får frigivet, hvad der skete. Vi vil acceptere det, som vi altid har gjort."
Guardiola afviste idéen om, at situationen omkring høringen kunne påvirke Citys præstationer på banen.
"Nej, vi har talt om det i tre eller fire år," tilføjede han.
Det er nu 18 måneder siden, City blev anklaget, efter en fireårig undersøgelse. Premier League-direktør Richard Masters sagde for nylig til BBC Sport, at 'det nu er tid til, at sagen løser sig selv'.
I en separat juridisk sag tager City også retslige skridt mod Premier League over organisationens strammede regler om 'retfærdige sponsoraftaler'. Her er en afgørelse forventet i løbet af de næste par uger.
Flere andre engelske klubber er allerede blevet straffet hårdt for brud på de finansielle regler. Bliver City kendt skyldige, kan det få store konsekvenser for klubben.