VM's åbningskamp bliver spillet i Mexico City, men landets præsident har valgt at blive væk.
Om syv måneder skal Estadio Azteca i Mexico City lægge græs til åbningskampen ved VM i fodbold.
Men selv om landets præsident Claudia Sheinbaum har billet nummer 00001, kommer hendes plads ikke til at blive indtaget af hende selv.
Hun har nemlig besluttet, at den skal gå til en ung pige, som ellers ikke ville have haft råd til at komme ind.
- Jeg har truffet en beslutning. Jeg giver min billet til åbningskampen til en pige eller ung kvinde, der elsker fodbold, men ikke har mulighed for at komme til kampen, sagde Sheinbaum under et pressemøde i Mexico City.
Hun har allerede informeret FIFA-præsident Gianni Infantino om beslutningen, men endnu ikke valgt, hvem der får pladsen.
De billigste billetter til kampen på Azteca koster omkring 2500 kroner, og præsidenten ønsker, at den symbolske billet med nummer 00001 skal give håb til en pige, der drømmer om at spille fodbold.
Store forberedelser og store investeringer
Mexico er sammen med USA og Canada vært for VM i 2026 og står for 13 kampe, fem af dem i hovedstaden.
Samtidig er landet i gang med nogle omfattende infrastrukturprojekter, som ifølge ESPN skal stå færdige inden sommer.
Det gælder blandt andet renoveringen af begge terminaler i Mexico Citys internationale lufthavn og byggeriet af en ny toglinje til Felipe Ángeles-lufthavnen nord for byen.
Staten investerer knap 3,5 milliarder kroner i lufthavnsprojekterne.
Estadio Azteca er midlertidigt lukket for renovering, men arbejdet finansieres af en privat virksomhed.
Stadionet bliver det første i historien til at huse tre VM-åbningskampe, efter at det også lagde græs til det første opgør i hhv. 1970 og 1986.
Et symbolsk valg med et større formål
Sheinbaum blev sidste år valgt til Mexicos første kvindelige præsident, og hun ser beslutningen som et signal til unge piger i hele landet:
- Vi er ved at finde ud af, hvordan vi vælger, men jeg giver billetten med nummer 00001 til en pige, der drømmer om fodbold.
Hun fremhævede samtidig, at VM ikke kun handler om sport, men om at vise verden, at Mexico er et land med både kultur og ambitioner:
- Det bliver en særlig tid med stor økonomisk betydning, men vi vil være klar.
Mexico forventer omkring 5,5 millioner ekstra besøgende under turneringen.