Den franske storklub står over for en vanskelig opgave, da uventede begivenheder har gjort truppen mindre stabil, end ledelsen havde håbet inden sæsonstarten.
Olympique Marseille havde håbet på en rolig start på sæsonen, men opgøret mod Rennes i første spillerunde fik konsekvenser, der er noget mere vidtrækkende end det sportslige nederlag på 1-0.
I omklædningsrummet efter kampen udviklede en diskussion sig til et voldsomt slagsmål mellem
Adrien Rabiot og
Jonathan Rowe.
Begge spillere blev straks fjernet fra truppen og sat til salg.
Præsident Pablo Longoria bekræftede beslutningen og kaldte situationen "uhørt i fodboldverdenen".
Dermed kan
Pierre-Emile Højbjerg snart miste to af sine holdkammerater.
Forløbet efter kampen er blevet beskrevet som særligt voldsomt.
Kilder nævner, at Rabiot beskyldte Rowe for manglende indsats, hvilket hurtigt udviklede sig til råb, fornærmelser og siden fysisk konfrontation.
- Det, der skete, var ekstremt alvorligt og voldeligt. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Longoria.
Konsekvenser for truppen
Beslutningen om at sætte begge spillere til salg er ikke alene et spørgsmål om disciplin.
Ifølge L’Equipe blev det vurderet internt, at hændelsen havde potentiale til at splitte omklædningsrummet.
Marseille har store ambitioner for sæsonen, og klubben ville forsøge at udfordre Paris Saint-Germain, men nu står holdet midt i en krise efter blot én spillerunde.
Adrien Rabiot har et år tilbage af sin kontrakt og tiltrækker sig allerede interesse fra Juventus og Inter, mens Premier League-klubber også følger situationen tæt.
Jonathan Rowe kom til Marseille fra Norwich, og han kan være på vej tilbage til England, hvor Sunderland og Leeds nævnes som mulige destinationer.
- Vi var nødt til at tage en beslutning, for det der skete gik langt over grænsen for, hvad der er acceptabelt i en fodboldklub, forklarer Longoria.
Han understreger, at beslutningen først og fremmest handler om at beskytte klubbens integritet og fremtid.
Et mønster i kulissen
Marseille er ikke uvant med kontroverser, og det nuværende optrin føjer sig til en række episoder, der har givet klubben ry for uro.
I februar blev Pablo Longoria selv idømt 15 kampes karantæne efter at have udtalt sig om korruption i Ligue 1.
Udmeldingerne skabte stor debat i Frankrig, og Longoria måtte senere moderere sine ord, men konsekvensen var alligevel en markant straf for præsidenten.
Den nye sæson skulle have været et frisk udgangspunkt med træner Roberto De Zerbi ved roret, men i stedet må holdet nu håndtere både sportslige udfordringer og et par uventede huller i truppen.