En 
Premier League-spiller blev angiveligt truet med en pistol af en agent midt på gaden i London, og politiet har nu åbnet en efterforskning i sagen.
En alvorlig hændelse med en Premier League-spiller i centrum er under efterforskning, efter at en fodboldagent angiveligt truede spilleren med en pistol på åben gade i London.
Ifølge den britiske avis The Sun blev en Premier League-spiller i september truet med en pistol, mens han gik sammen med en ven gennem en travl gade i den engelske hovedstad.
Hændelsen fandt sted den 6. september klokken 23.14, hvor Metropolitan Police modtog en anmeldelse og rykkede ud til stedet.
Agent anholdt efter hændelsen
I kølvandet på episoden blev en fodboldagent anholdt og tilbageholdt af politiet.
Agenten er ifølge mediet mistænkt for at have båret et skydevåben med henblik på at fremkalde frygt for vold.
Politiet har efterfølgende iværksat en efterforskning.
Den pågældende agent skulle ifølge The Sun repræsentere flere kendte spillere, heriblandt en engelsk landsholdsspiller.
Samtidig oplyses det, at spilleren, der blev truet, vurderes til at have en markedsværdi på omkring 60 millioner pund, svarende til godt 500 millioner danske kroner.
En kilde udtaler til The Sun, at episoden har påvirket spilleren.
- Spilleren var forståeligt nok rystet. At blive truet med en pistol er chokerende, siger vedkommende.
Mistanke om afpresning og trusler
Agenten blev ikke sigtet i første omgang, men blev løsladt mod kaution tre dage efter episoden.
En af betingelserne for løsladelsen er, at han ikke må kontakte spilleren, og han har blandt andet fået forbud mod at besøge spillerens træningsfaciliteter.
Derudover nævner The Sun, at agenten også efterforskes for at have afpresset og fremsat trusler mod spillerens ven.
Politiet slog til mod agentens bopæl i Hertfordshire to dage efter episoden.
Spilleren har ifølge kilden til mediet fået støtte fra både klubben og sine nærmeste.
- Han rapporterede det med det samme. Det var det rigtige at gøre for hans sikkerhed. Han har fået støtte fra sine venner og klub, og de håber alle, at det ikke vil påvirke hans præstationer, lyder det.
Politiet har bekræftet, at sagen stadig efterforskes, og at der endnu ikke er rejst sigtelse i sagen.