Provins, prædikater og en promillelagt plan: Historien om et uventet mesterhold

Der er byer, og så er der Herfølge. Et lille stykke Østsjælland med 7000 sjæle og en fortid, der indtil år 2000 primært kunne måles i lukkede pølsevogne og stille landevejsstemning.

En flække, som filmmanden Peter Aalbæk Jensen kalder "essensen af provinsiel kedsommelighed".

Men netop dér i et samfund præget af langsom rytme og lavt til loftet opstod dansk fodbolds største sensation.

Det begyndte med en idé der blev født i en halvbrandert mellem en direktør og en fætter, som kendte en mand med et usædvanligt fodbold-CV, nemlig John 'Faxe' Jensen.

Med Arsenal-, Brøndby- og EM-guld i bagagen blev han hentet til Herfølge som spillende træner, og med sig bragte han noget, byen havde savnet i form af vindermentalitet, selvtillid og en uortodoks tilgang til ledelse.

Han sagde det, som det var. Ville de ikke være mestre, kunne de gå. Ville de være det, skulle de tro på det og på hinanden.

Det var dog ikke kun Faxes taktik, der gjorde forskellen. Det var alt det, der skete uden for banen.

Træningslejre blev til overlevelsesture, der afslørede hvem der tog ansvar når det virkelig gjaldt.

En planlagt frokost på Vallø Slot endte med ti kilometers march og sveddryppende øvelser, mens spillerne bandede deres nye træner langt væk, selv om de fulgte ham hele vejen.

Midtvejs i sæsonen sendte han spillerne på druktur til Olaifest på Færøerne. Der blev drukket, festet og løbet opvisningskampe i halvt koma.

Senere trak han ifølge TV2 hele truppen gennem Carl-Mar Møllers mudderbane, splitterravende nøgne og fastspændt til en traktor.

Det lyder som gak og løjer, men det opbyggede sammenhold.

Og så var der London-turen. Fem dage med bajere og besøg hos Arsenals stjerner.

Det hele kulminerede, da hele Highbury sang Faxes navn. En af de oplevelser, som for alvor fik spillerne til at forstå, at deres træner ikke var hr. hvem som helst.

Den 25. maj 2000 havde Herfølge chancen for at sikre sig mesterskabet i en kamp mod Silkeborg. Det krævede bare ét point og lidt held.

De var bagud ved pausen. Anføreren Thomas Høyer smadrede hånden ned i en metalcontainer og vækkede sine holdkammerater med et primalskrig inspireret af Tony Adams.

Det blev 1-1, og da Brøndby samtidig tabte til AB, eksploderede alt.

På hjemturen blev Brødrene Olsens Smuk som et stjerneskud spillet på repeat i en bus, der hurtigt blev forvandlet til et rullende værtshus.

Peter Aalbæk Jensen betalte for de første 5000 kroner i øl, selv om han først opdagede, at der var trukket 50.000 kroner, da hans kone undersøgte kontoen.

Pengene blev refunderet, men festen stoppede ikke.

Sæsonens sidste kamp mod FC København blev spillet med et hold, der næppe kunne have bestået en alkoholtest. Men det gjorde ingenting. Mesterskabet var hjemme.

Et mesterskab vundet af bonderøve, bajere og en vild idé født i alkoholens slørede klarsyn.

Herfølge skrev sig ind i den danske fodboldhistorie med mod, sammenhold og et vovet skud i tågen, som ramte plet.

Året efter viste det sig imidlertid, at festen var slut. FC København blev mestre, mens Herfølge rykkede ned.

Efter to sæsoner formåede de at vende tilbage til Superligaen, men det blev blot til to sæsoner, inden de atter måtte rykke ned.

Siden er holdet fusioneret med Køge BK, og HB Køge har ligget og rodet rundt i bunden af 1. division i denne sæson, men har dog sikret sig overlevelse.

Der er ikke langt fra storhed til fald, og det fandt Danmarkshistoriens mest overraskende mesterhold ud af.