rasmus nissen kristensen

Rasmus Nissen afslører: Var tæt på at stoppe karrieren

Fodboldmaj 19 , 13:12
Det var et af karrierens største øjeblikke, da Eintracht Frankfurt lørdag sikrede sig Champions League-fodbold med en 3-1-sejr over Freiburg.
Men for den danske landsholdsback Rasmus Nissen Kristensen blev triumfen samtidig kulminationen på en personlig rejse, som næsten havde fået en helt anden og langt mere alvorlig drejning.
For bare et år siden overvejede han seriøst at lægge støvlerne på hylden – i en alder af blot 26 år.
- Jeg gad ikke mere, siger Nissen Kristensen ærligt til Frankfurts egne mediekanaler.
Efter en turbulent tid i AS Roma og et tilbagefald til Leeds United, hvor fremtiden så usikker ud, var det svært for ham at finde lysten til fodbolden.
Den ellers så robuste og fysisk stærke højreback var ved at brænde ud. Men så dukkede Frankfurt op.
Og det skulle vise sig at blive vendepunktet.
- Nu er vi her, og jeg har aldrig haft det sjovere med fodbold, nfortæller han og tilføjer, at det seneste år har været blandt de bedste i hans liv. Dette gælder både på og uden for banen.
Han blev far for første gang, og i Frankfurt fandt han en klub og en hverdag, der tændte gnisten igen.
Lejeaftale er blevet til en fast aftale
Nissen Kristensen kom i første omgang til den tyske Bundesliga-klub på en lejeaftale, men allerede i april skrev han under på en permanent kontrakt, der binder ham til Eintracht Frankfurt de næste fire år.
En tillidserklæring fra begge parter, som nu ser ud til at bære frugt.
Lørdagens sejr cementerede klubbens tredjeplads i ligaen og Nissen Kristensen selv kronede præstationen med en scoring, der understregede hans betydning på holdet.
At en spiller med hans kaliber og international erfaring med landsholdet og Champions League, har været så langt nede, siger noget om presset og kravene i moderne topfodbold.
Men historien er også et stærkt eksempel på, hvordan et miljøskifte og nye rammer kan gøre en verden til forskel.
Mest læste