Ruben Amorim

Ruben Amorim kan ikke forklare, hvorfor Man U. spiller fantastisk i Europa League

Fodboldmaj 02 , 7:42
Kampen gav fansene håb, men rejste samtidig nye spørgsmål. Hvad er det, der virker her – men ikke der?
Manchester United var i hopla, da de torsdag aften gæstede Baskerlandet til det første semifinaleopgør i Europa League.
3-0-sejren over Athletic Bilbao på San Mamés var både overbevisende og tiltrængt for et hold, der på hjemmefronten kæmper med at finde fodfæste.
Kampen fik en hæsblæsende indledning, hvor Alejandro Garnacho allerede efter seks minutter troede, han havde åbnet målkontoen, men VAR ville det anderledes.
Kort efter overtog Bilbao kontrollen, og i flere sekvenser pressede de United dybt i eget felt. Men de røde djævle holdt stand – og slog til, da det gjaldt.
Efter 30 minutters spil dukkede Casemiro op ved forreste stolpe og stangede United i front. Syv minutter senere blev Garnacho nedlagt i feltet, og samtidig fik en Bilbao-spiller marchordre.
Dommer Espen Eskås’ kendelse udløste højlydte protester fra hjemmeholdets fans, men Bruno Fernandes forblev kølig og sparkede sikkert bolden i nettet.
Kort før pausen slog Fernandes til igen – og så var kampen reelt afgjort.

“Vi kan vinde Europa League, men lider i ligaen”

Manchester Uniteds europæiske form står i skarp kontrast til deres præstationer i Premier League, hvor holdet indtager en plads i den nederste halvdel af tabellen.
Cheftræner Ruben Amorim står over for et paradoks, som han selv har svært ved at sætte ord på.
– Det er svært at forklare. Vi forsøger at forbedre os hele tiden, men nogle gange er det bare konteksten og ikke nødvendigvis spillet, der afgør resultatet, siger Amorim og fortsætter:
– Vi har vundet kampe i Europa, hvor vi ikke spillede godt, og tabt i Premier League, hvor vi gjorde det.
Ifølge TV 2 nævnte Amorim efter opgøret, at Uniteds problemer i ligaen kan tilskrives skader og manglende held i afgørende situationer. Alligevel er han fortrøstningsfuld i forhold til Europa League.
– Vi kan vinde den her turnering. Men vi lider i ligaen. Nogle gange er det bare sværere – også for spillerne, forklarer han.
Med 3-0 i bagagen har United et fremragende udgangspunkt før returopgøret, som spilles torsdag den 8. maj på Old Trafford, men Amorim advarer mod at tage noget for givet:
– Spillerne skal fokusere på de første 20 minutter af næste kamp. Det bliver ikke let. Alt kan ændre sig, og vi skal være klar på alt.
Før det europæiske drama genoptages, venter en kamp mod Brentford i Premier League.
Mest læste

Mest læste