Fodboldeufori er skiftet ud med frygt og fordømmelse i Sevilla.
En bølge af frustration er i denne sæson skyllet ind over Sevilla FC, hvor det sportslige kollaps nu har fået uhyggelige følger uden for banen.
Klubben, der traditionelt kæmper om europæiske pladser og har vundet Europa League (tidligere UEFA-Cup) 7 gange siden 2006, har i store dele af denne sæson flirtet med nedrykning.
Utilfredsheden blandt klubbens fans er vokset uge for uge og er kulmineret i en hændelse, der har rystet spansk fodbold.
Torsdag morgen blev en dukke, der skulle forestille præsident
José María del Nido Carrasco, fundet hængt op under en motorvejsbro i Sevilla.
Ved siden af hang et banner med ordene: "Júnior, dette bliver dit endeligt."
Klubben har indgivet en officiel anmeldelse til politiet, og overvågningsoptagelser fra området er blevet inddraget i efterforskningen.
Spillerne fanget på anlægget
De voldsomme reaktioner blandt Sevilla-fansene begrænser sig dog ikke til ren symbolik.
Lørdagens nederlag på 0-2 til Celta Vigo var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Hundredvis af fans valgte at opsøge klubbens træningsanlæg, hvor de med pyroteknik, råb og fysisk hærværk ville konfrontere spillerne direkte.
Optagelser fra sociale medier viser, hvordan én af anlæggets porte blev beskadiget, og klubbens spillere måtte overnatte på anlægget under politibeskyttelse.
Der blev ifølge The Guardian anvendt gummikugler for at forhindre fansene i at trænge ind i bygningerne.
Sevilla udsendte dagen efter en officiel udtalelse, hvori man fordømte episoden og lovede juridiske konsekvenser for de involverede.
Man anerkender behovet for protester, men man fastslår i samme ombæring, at trusler og vold ikke tolereres.
Organiseret boykot i vente
Selv om holdet senest har hentet vigtige point og har sikret sig i nedrykningskampen, hvor de ligger syv point over nedrykningsstregen med to runder igen, er fanopstanden langtfra forbi.
Den stærkt organiserede fangruppe Biris Norte har annonceret en markant protest ved næste hjemmekamp mod Real Madrid.
Her vil deres sektion stå tom i første halvleg som en symbolsk markering af modstanden mod klubbens ledelse.
I et åbent brev opfordrer gruppen alle fans til at blive væk i første halvleg og i stedet vende tilbage til anden halvleg for at støtte holdet, ikke ledelsen.
Undervejs i kampen vil de udføre en protestmosaik i gult, en farve de siden sidste år har brugt som tegn på utilfredshed med klubbens direktion.
- Dette handler ikke om ét nederlag, men om at generobre det Sevilla, der tilhører Sevillismo, lyder det i deres erklæring.
Den officielle fanklub Federación de Peñas Sevillistas har bakket op om protesten.
Politiet forsøger fortsat at finde gerningsmændene bag hændelsen med dukken og banneret.