Erik ten Hag vandt søndag sit første trofæ som Manchester United-manager, efter en sejr over Newcastle. Det har nu affødt ros fra klublegenden Sir Alex Ferguson. Sir Alex Ferguson har rost Erik ten Hag, hvor han især har fremhævet den hollandske træners indkøb. Derudover har han også udtalt, at han har fået et 'godt tag om klubben'.
Ten Hags tropper vandt Carabao Cup-finalen søndag, hvor de vandt over Eddie Howes Newcastle med 2-0.
Mål fra hhv. Casemiro og Marcus Rashford sikrede Manchester United det første trofæ i seks år. Og det har Ten Hag formået at opnå mindre end et år efter, at han blev hentet til klubben.
Da han blev hentet til klubben, blev han af sin forgænger Ralf Rangnick rådet til at udføre en 'åben hjerteoperation' på Uniteds hold, og siden da har han hentet flere nye spillere til klubben.
Han hentede både Tyrell Malacia, Christian Eriksen, Lisandro Martinez, Casemiro, Antony og Martin Dubravka sidste sommer, mens Wout Weghorst og Marcel Sabitzer blev hentet i januar i år.
"United er baseret på succes," sagde Ferguson til Sky Sports efter at have lykønsket Ten Hag med at have vundet sit første trofæ for klubben. "Han går den rigtige vej med det."
"Hans indkøb har været rigtig gode - jeg synes, det var vigtigt - og han har fået et godt tag om klubben, hvilket er rigtig stort for ham. Når du kommer til United, prøver du at komme godt fra start med det samme, og det gør han godt."