standard billede til web 89

Skade holder Erling Haaland ude på ubestemt tid

Fodboldapr. 01 , 12:14

Citys angrebsmaskine er sat på pause. Og det er uklart, hvornår vi ser ham i aktion igen.

Manchester City har været vant til at kunne regne med Erling Haaland. Siden den norske målsluger ankom til klubben i sommeren 2022, har han scoret mål med en nærmest maskinel præcision og været en afgørende brik i klubbens storhedstid.

Men i weekendens FA Cup-kamp mod Bournemouth ændrede det hele sig – og nu er resten af Haalands sæson pludselig usikker.

I anden halvleg måtte han forlade banen med tydelige smerter, efter at Bournemouths Lewis Cook landede på hans venstre ankel i en duel.

Kort tid efter blev Haaland spottet med krykker og en støttestøvle, og mandag gennemgik han de første tests i Manchester.

Men der er brug for mere end en rutinemæssig scanning, og derfor venter nu specialkonsultationer for at få klarhed over skadens fulde omfang.

Det er ikke første gang, Haaland har haft problemer med sin ankel, og netop derfor er bekymringen ekstra stor i klubben.

Angriberen har tidligere været plaget af mindre skavanker, men har i denne sæson været relativt skadesfri – indtil nu.

Ude på ubestemt tid

Selv om det endnu er uvist, hvor længe nordmanden er ude, skriver klubben på deres hjemmeside, at de forventer, at han kan nå at spille igen i denne sæson.

Målet er at have ham klar til klub-VM, der starter den 14. juni.

Det giver dog ikke meget ro i en sæson, hvor City stadig er med i Premier League-striden om en plads i Champions League.

I den engelske liga har Haaland nettet 21 gange i 28 kampe og er dermed igen klubbens topscorer.

Med hans fravær - i første omgang mod Leicester City - tvinges Pep Guardiola til at overveje diverse nye løsninger i front.

En angriber med historisk tyngde

Erling Haaland har for længst manifesteret sin status som en af de mest frygtede angribere i moderne fodbold. Med rekord efter rekord og mål i stimer har han sat et præg på engelsk fodbold, som kun de færreste har gjort før ham.

I 138 kampe på tværs af turneringer har han scoret 120 mål for Manchester City og er allerede blandt klubbens mest effektive spillere gennem tiderne. Pt. ligger han på en 15. plads over klubbens mest scorende spillere nogensinde.

Nu handler det om restitution, forsigtighed og at undgå tilbagefald, for selv om City sandsynligvis ikke bliver engelske mestre for femte gang i træk i denne ombæring, er det svært at undvære en nøglespiller som Haaland.

Mest læste

Mest læste