Den svenske fodboldstjerne Kosovare Asllani har rettet en hård kritik mod Ballon d'Or-ceremonien. Igen i år falder eventet sammen med kvindernes landsholdstermin. Ballon d'Or, der regnes for en af fodboldens mest prestigefyldte priser, uddeles på mandag, hvor både verdens bedste mandlige og kvindelige spillere skal kåres.
Problemet opstår, da flere af de nominerede kvinder samtidig skal spille afgørende playoff-kampe for at kvalificere sig til EM.
"Det er lige meget, hvad vi siger"
Dette skaber en stor udfordring for spillerne, som skal jonglere mellem at være til stede ved ceremonien samt at præstere på banen. Kosovare Asllani er frustreret over, at spillernes synspunkter ikke bliver taget alvorligt i forhold til planlægningen. Hun udtaler til svenske Aftonbladet:
"Det er spillerne, der lider under det hele. Det bliver trættende, og det er lige meget, hvad vi siger. Vi kan blive ved med at tale, men hvis vi taler til en væg, hvilken forskel gør det så? Hvis du vil høre, hvad jeg synes, så er det totalt åndssvagt""
Selvom Asllani, der til daglig spiller for Real Madrid, ikke selv er blandt de nominerede, står hun solidarisk med de spillere, der skal kæmpe med de logistiske udfordringer, som Ballon d'Or-prisen medfører.
Klub stiller privatfly til rådighed
Blandt dem er den norske landsholdsstjerne Caroline Graham Hansen, der skal møde op til prisuddelingen mandag aften, men allerede tirsdag skal spille en afgørende playoff-kamp mod Albanien.
For at kunne nå begge begivenheder har hendes klub, FC Barcelona, arrangeret et privatfly til hende, hvilket tydeligt viser, hvor vanskeligt det er at deltage i både ceremonien og de vigtige kampe.
Norske medier har kontaktet Ballon d'Or-organisatorerne for at få en forklaring på datoen for ceremonien. Ifølge arrangørerne var den 28. oktober den eneste tilgængelige dato inden midten af december, hvilket ville være for sent.
Trods kritikken bliver ceremonien afholdt som planlagt, men det understreger endnu en gang, hvordan kvindelige spillere ofte tilsidesættes pga. dårlig planlægning, når det kommer til vigtige sportsbegivenheder.
For Danmark har Ballon d'Or-ceremonien ikke den store betydning i år, da ingen danske spillere er nomineret. Det danske kvindelandshold er desuden allerede kvalificeret til EM, og de kommende kampe mod Sydafrika og Holland er derfor blot testkampe.