En markant dansk fodboldprofil tvivler på, at midtbanespilleren kan vende sin situation. Hvis ikke han snart får spilletid, kan fremtiden se meget anderledes ud.
Christian Eriksen har haft svært ved at få spilletid under Manchester Uniteds nye træner, Ruben Amorim. Selv om han har fået chancen i klubbens Europa League-kampe i 2025, har Premier League været en helt anden historie.
Danskeren har kun fået minutter i fire af Uniteds seneste 12 ligakampe, og i indeværende år er det blot blevet til et kvarters spilletid i den bedste engelske række.
Ifølge Tipsbladet vurderer Thomas Gravesen, at Eriksens tid i Manchester United definitivt lakker mod enden.
"Det er 100 procent slut for Christian Eriksen i Manchester United til sommer, og jeg frygter også, at hans karriere er færdig," siger han.
Eriksen fylder 33 år d. 14. februar, og selv om han stadig besidder stor erfaring og teknisk kvalitet, tvivler Gravesen på, at han kan finde en klub på samme niveau.
"Hvor skal han tage hen? Hvor skal han tage hen og tjene 60 millioner kroner om året? Det har jeg meget svært ved at se," siger han til Tipsbladet.
Gravesen anerkender dog, at penge muligvis ikke længere er det vigtigste for Eriksen, men han mener alligevel, at udviklingen for midtbanespilleren har været negativ.
"Den udvikling, Christian har været inde i de seneste par år, er nedadgående. Det er trist at se den situation, han er i. Det er én af de spillere i Danmark, som har givet os allermest."
Han drager paralleller til Simon Kjær, der efter sin afsked med Milan ikke fandt en ny klub og endte med at trække sig fra fodbolden.
"Pludselig var han bare væk. Der gik et halvt år, før han meldte ud, hvad der skete. Jeg er bange for, at historien gentager sig," siger Gravesen.
"Jeg har altid sagt, at hvis man skal være dansk landsholdsspiller, skal man spille fast på klubholdet. Det er et frygteligt scenarie for Christian Eriksen i øjeblikket, hvor han nærmest ikke spiller," siger han.
Han mener derfor, at Eriksen ikke bør udtages til de kommende Nations League-kampe mod Portugal i marts.
"Eriksen har været en fantastisk spiller for Danmark, men jeg mener ganske enkelt ikke, at man skal udtages på sine meritter," fastslår han.
Med 140 landskampe og 43 mål for Danmark er Eriksen den spiller, der har fået flest A-landskampe for Danmark nogensinde.
Spørgsmålet er nu, om han får mulighed for at øge den rekord – eller om karrieren synger på sidste vers.