Aaron Ramsey Arsenal

Tidligere Arsenal-spiller får ophævet kontrakt efter hunds forsvinden

Fodboldnov. 04 , 11:41
Aaron Ramsey har fået ophævet sin kontrakt i Pumas UNAM, efter han blev væk fra træning, fordi hans hund var forsvundet.
Den walisiske fodboldspiller Aaron Ramsey har fået ophævet sin kontrakt i den mexicanske klub Pumas UNAM, efter at han ikke mødte op til træning i forbindelse med sin hunds forsvinden.
Aaron Ramsey, der tidligere har spillet for blandt andre Arsenal og Juventus, skrev i sommer under på en etårig kontrakt med Pumas UNAM.
Men blot fire måneder og seks kampe senere er samarbejdet slut.
Ifølge flere internationale medier skyldes det, at den 34-årige midtbanespiller blev væk fra træningen, fordi hans hund, Halo, forsvandt tidligere på efteråret.
Ramsey dybt påvirket
Ifølge det spanske medie AS har Ramseys fravær været uacceptabelt for klubben, som derfor har valgt at afslutte samarbejdet.
Spilleren har ifølge mediet accepteret beslutningen, og klubben afventer at udmelde noget officielt af respekt for hans karriere.
Siden hunden Halo forsvandt den 9. oktober, har Ramsey været tydeligt påvirket.
Han har brugt sin Instagram-profil til at efterlyse hunden og udlovet en stor dusør for oplysninger, der kan føre til, at den bliver fundet.
- Hvis du har nyt om vores Halo, så tøv ikke med at kontakte os. Der vil være en stor belønning for at finde den. Vi beder alle til, at han er okay og snart kan være tilbage hos os, skrev Ramsey på Instagram.
Ifølge Daily Mail har han udlovet en dusør på 20.000 dollars, svarende til omkring 130.000 kroner.
Flere lokale i området har desuden hjulpet med eftersøgningen ved at hænge opslag op med billeder af hunden.
Kort ophold i Mexico
Ramsey nåede kun seks kampe for Pumas UNAM, inden kontrakten blev ophævet.
Forud for sit ophold i Mexico spillede han blandt andet 262 kampe for Arsenal fra 2008 til 2019 og vandt FA Cuppen tre gange med London-klubben.
Efterfølgende tilbragte han flere sæsoner i italienske Juventus, før karrieren tog ham videre til Nice og senest til Mexico.
Mest læste

Mest læste

Loading