sergio aguero

Tidligere holdkammerat afslører: Sergio Agueros mest imponerende evne var ikke på banen

Fodbolddec. 26 , 11:17

Sergio Agüero var ikke bare en mester på banen – han viste sig også at være en sand taktiker uden for kridtstregerne.

Ifølge hans tidligere holdkammerat i Manchester City, Micah Richards, var Agüeros største "trick" i løbet af sin tid i Premier League ikke hans målnæse, men hans evne til at overbevise alle om, at han ikke kunne tale engelsk.

Over ti år i Manchester City scorede Agüero 260 mål i 389 kampe og var afgørende i klubbens transformation til en af de mest dominerende kræfter i engelsk fodbold.

Hans legendariske mål i overtiden mod QPR i 2012 sikrede City deres første Premier League-titel i 44 år. Men mens Agüero fejrede triumfer på banen, undgik han konsekvent interviews med britiske medier, angiveligt fordi han "ikke talte engelsk."

Men Richards afslørede sandheden i podcasten The Rest Is Football, hvor Gary Lineker nævnte, at han engang måtte gennemføre et interview med Agüero på spansk.

"Gary, det er løgn," sagde Richards med et grin. "Agüero sagde, han ikke talte engelsk, men han talte det strålende. Han kendte alle slangudtryk og terminologier, men han brugte det som en undskyldning for at undgå interviews."

Richards forklarede, at mens de engelske spillere som ham selv, James Milner og Joleon Lescott måtte træde frem foran medierne, slap Agüero hver gang ved blot at hævde, at hans engelskkundskaber ikke rakte til interviews.

"Han slap af sted med det. Vi andre måtte tage skraldet," sagde Richards og tilføjede, at Agüero mestrede det sociale engelsk blandt sine holdkammerater, men trak sig, når mikrofonerne blev fundet frem.

Snød sig på banen til VM

Agüeros bluff blev så overbevisende, at selv Lineker gik på limpinden og gennemførte interviews på spansk. Hans diskrete tilgang til medierne ændrede dog ikke hans status som en af de største spillere i Premier Leagues historie.

Agüeros karriere sluttede brat i 2021, da han efter et opgør for Barcelona mod Alavés blev indlagt med brystsmerter og senere diagnosticeret med hjertearytmi. Lægernes anbefaling betød, at han måtte indstille karrieren, kun få måneder efter at han havde skiftet til den catalanske klub.

Selvom Agüero ikke var med på banen under VM i 2022, var han til stede i Qatar og fejrede Argentinas triumf som verdensmestre. Selvom han ikke var en del af holdet, lykkedes det alligevel den snu angriber at komme på græsset efter kampen og løfte VM-trofæet – et perfekt punktum på en karriere fyldt med mål, trofæer og en snuhed, der gik ubemærket hen i årevis.

Mest læste

Mest læste