Brandon Williams

Tidligere Manchester United-spiller idømt 14 måneders fængsel

Fodboldmaj 24 , 19:37
Et øjebliks dumdristighed har udviklet sig til en personlig og professionel nedtur for den tidligere Premier League-spiller.
Brandon Williams har fået en fængselsdom for farlig kørsel. Dommen er på 14 måneder, men blev gjort betinget over to år.
Episoden fandt sted i august 2023, hvor Williams blev set køre vildt og aggressivt i en Audi A3 på A34 i nærheden af Handforth i det nordvestlige England.
Fartmålinger viste, at han kort før et sammenstød kørte næsten 160 km/t i en zone, hvor man må køre 110 km/t.
Ulykken indtraf, da han kolliderede med en Ford Fiesta og derefter ramte midterautoværnet.
Ifølge anklagen havde Williams og hans kvindelige passager gule balloner i munden, en mulig henvisning til brug af lattergas.
Den kvindelige bilist bag dem forklarede i retten, at Williams kørte ustabilt og foretog en farlig overhaling, som satte hende og andre i fare.
Dommer Eric Lamb beskrev det som en "hensynsløs adfærd".

Skader, skyld og selverkendelse

Ulykken havde ikke kun konsekvenser for Williams selv.
Tre kvinder i Fiestaen fik fysiske skader som piskesmæld og blå mærker, og flere af dem kæmper stadig med psykiske eftervirkninger.
En af kvinderne sagde i retten, at hun troede, hun ville dø.
Ifølge BBC blev det også nævnt under retssagen, at Williams ikke havde nogen gyldig bilforsikring på tidspunktet for ulykken.
Udover den betingede fængselsdom blev han idømt tre års kørselsforbud og 180 timers samfundstjeneste.
Retten lagde vægt på, at Williams havde erkendt sin skyld og udvist ægte anger.
Hans forsvarer, Richard Littler KC, forklarede, at Williams havde handlet umodent i et ønske om at gøre indtryk.
Han blev kaldt "en idiot bag rattet" af sin egen advokat, der dog samtidig understregede at Williams arbejder hårdt på at genopbygge sit liv og karriere.
Træner Sean O'Shea udtalte i retten, at Williams havde fået for mange penge for tidligt og ikke var rustet til det ansvar, det krævede.
Dommeren fremhævede dog, at Williams også viser en anden side. Blandt andet har han engageret sig i velgørenhedsarbejde med organisationen Shelter, der hjælper hjemløse.
I retten blev han støttet af sine forældre og to nære venner, og det blev tydeligt, at han har et bagland, der stadig tror på ham.

Fra ungdomsstjerne til hjemløs fodboldspiller

Brandon Williams blev opdaget af Manchester United som syvårig og fik sin debut på førsteholdet i 2019.
Han har siden været udlejet til Norwich og Ipswich, men efter kontraktudløb i sommeren 2024 står han uden klub.
De seneste måneder har han arbejdet sammen med to fysiske trænere i håb om at finde sig en ny arbejdsgiver.
Nu skal Williams i gang med at omsætte dommen og dens konsekvenser til noget konstruktivt.
Mest læste