En begivenhed uden for banen har givet fodboldstjernen noget helt andet at smile over, og det kommer på et tidspunkt, hvor han har brug for det.
James Maddison har haft en svær tid, da en alvorlig skade har holdt ham ude det meste af sæsonen, og udsigterne til et comeback er fortsat usikre.
Alligevel har den 28-årige midtbanespiller haft grund til at smile i denne uge. Han har nemlig fået en dobbelt glædelig nyhed på hjemmefronten.
Mandag kunne Maddison fortælle, at han og kæresten Kennedy Alexa har fået tvillinger igen. De to små hedder Jensen og Frankie, og dermed er familien nu vokset til fem børn.
- Jensen & Frankie Maddison. 30.10.25. Five-a-side-holdet er komplet. Du er en superkvinde, Kennedy Alexa, skrev Maddison på X.
Parret har i forvejen sønnen Leo samt tvillingerne Delilah og Rome, som blev født i 2023.
Ifølge London World blev opslaget mødt af en strøm af lykønskninger fra både fans og kolleger i fodboldverdenen.
Arsenal-profilen Declan Rice, Brentfords Jordan Henderson og Crystal Palace-målmanden Dean Henderson sendte alle deres hilsner, mens flere
Tottenham-holdkammerater også kvitterede med beskeder og emojis.
Maddison og Kennedy begyndte at danne par i 2020, og hun arbejder til dagligt som model.
Skadet, men stadig aktiv
Selv om Maddison ikke kan bidrage på banen, har han vist, at humøret stadig er intakt.
Han har delt glimt fra genoptræningen, hvor han kaldte sit træningsprogram for “bang out of order”.
Skaden, der ramte ham i sommerens opstart, vurderes til at holde ham ude i op mod ni måneder.
Han har dog selv understreget, at han ikke vil forhaste et comeback:
- Jeg er 28, bliver 29, og det her er mine bedste år. Jeg skal tilbage på det rigtige tidspunkt og holde mig skadesfri.
Ros til holdkammeraten
Fra sidelinjen følger Maddison intenst med i Tottenhams kampe. Efter 4-0-sejren over FC København i Champions League tog han sig tid til at rose Xavi Simons for hans indsats.
Den unge hollænder blev kåret til kampens spiller efter at have skabt flere store chancer, end nogen Spurs-spiller har gjort i turneringen siden 2016.
Maddison skrev i en kommentar: “Toppppp i dag, min ven.”
Cheftræner Thomas Frank var enig i vurderingen og fremhævede Simons’ udvikling:
- Han fandt nogle gode lommer og kunne have haft et par assists mere.
Tiden må vise, om den engelske landsholdsspiller bliver klar igen i tide til at komme i betragtning til Englands VM-trup til sommer.