Antony

United-floppet Antony skinner i Real Betis: Vil gerne blive – men får han lov?

Fodboldapr. 20 , 11:35
Det handler ikke kun om fodbold – men også om mod, om timing og om at finde sig selv, når alle andre har opgivet.
Da Antony i januar pakkede støvlerne og rejste til Sevilla for at tørne ud for Real Betis, var det med et behov for luftforandring.
Den brasilianske kantspiller havde i månedsvis kæmpet for spilletid i Manchester United, hvor først Erik ten Hag og siden Ruben Amorim valgte at lade ham varme bænken mere, end han rendte rundt på banen.
Opholdet i Premier League havde ikke levet op til de enorme forventninger, der fulgte med prisskiltet på omkring 720 millioner kroner, som United betalte Ajax i 2022.
Kun 12 mål og fem assists i 96 kampe blev det til – ikke just den afkastning, klubben havde håbet på.
Men i det sydspanske er der opstået noget, der ligner en genfødsel. På blot tre måneder i La Liga har Antony allerede scoret fire mål og lagt op til lige så mange.
Og hvad der er endnu vigtigere, så spiller han med den glæde, energi, som var forsvundet i Manchester.

Forholdet til Amorim og Ten Hag

Antony er dog ikke typen, der kaster med mudder, og hans udtalelser til brasilianske ESPN vidner om en professionel tilgang til den modgang, han har mødt. Om sit korte samarbejde med Amorim i United siger han:
– Jeg har kun haft kort tid med ham, men han er en virkelig dygtig og intelligent træner, fortæller Antony.
Og ifølge The Daily Mail er der hverken bitterhed eller bebrejdelse i forholdet til Amorim.
Tværtimod understreger brasilianeren, at han ønskede sig en ny udfordring og håber det bedste for Uniteds træner i sæsonens afslutning.
Forholdet til Ten Hag, som han også arbejdede tæt sammen med i Ajax, bliver beskrevet med stor respekt.
Antony peger på, at hollænderen var en vigtig brik i hans udvikling, selv om gennembruddet i Premier League udeblev.
– Jeg er meget taknemmelig. Han hjalp mig både i Holland og i England, selv om spilletiden ikke blev som håbet. Men det er trænerens valg. Jeg bærer ikke nag, siger han.

Fremtiden i grøn og hvid?

Antony er i øjeblikket udlejet uden købsoption, men Betis’ direktør Ramon Alarcon har løftet sløret for, at klubben betaler 84 procent af brasilianerens løn – en investering, de ikke foretager uden en langsigtet tanke.
– Han fortalte mig forleden, at han gerne vil blive et år mere, har Alarcon udtalt til Canal Sur.
Om det ønske bliver imødekommet, er lige nu uvist. Amorim har været tavs, når spørgsmålet om Antony og Marcus Rashfords (som er udlejet til Aston Villa) fremtid er blevet rejst. Han vil fokusere på nuet, lyder det, og ikke fremtidens dispositioner.
Antony har i hvert fald genfundet noget af det, han manglede – spilletid, selvtillid og glæden ved at spille fodbold.
Mest læste